Ankestyrelsens principafgørelse C-41-04

Lovhenvisninger

• Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 22 og § 24
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 28 og § 102, stk. 2
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 2 og § 41, stk. 1

Afgørelse

Information

• Forældrene til en dengang 13-årig dreng, søgte om hjælp til boligændring på grund af, at familiens ejerbolig ikke kunne indrettes således efter servicelovens § 102, stk. 1, at boligen blev egnet som opholdssted for sønnen, der på grund af medfødt rygmarvsbrok sad i kørestol.
• Som følge deraf tilbød kommunen familien en bolig, som var specielt indrettet til handicappede. Familien flyttede ind i boligen den 1. april 2000.
• Det fremgik af kommunens journalpåtegninger, at merudgiftsydelse til boligen efter servicelovens § 102 blev drøftet med forældrene. Ved telefonisk henvendelse til Ankestyrelsen oplyste kommunen om, at forældrene ikke havde fået fremsendt bevillingsskrivelse herom.
• Kommunen oplyste også ved den telefoniske henvendelse, at forældrene var til møde i kommunen i 2003, hvor man bl.a. drøftede at hjælp til merudgifter i forbindelse med boligskiftet i 2000 fremover ville blive bevilget efter servicelovens § 28 og ikke som tidligere efter § 102. Der forelå ikke journalpåtegning om det pågældende møde eller en skriftlig afgørelse.
• Forældrene klagede over kommunens afgørelse og redegjorde for, at såfremt der efter at sønnens fyldte 18 år ikke længere kunne bevilges hjælp som merudgift til betalingen af forskellen i den tidligere og nuværende husleje, så følte forældrene, at de var blevet narret til at flytte på falsk grundlag.
• På forespørgsel fra nævnet redegjorde kommunen for baggrunden for flytningen til den handicapvenlige bolig. Forældrene fik den opfattelse efter møderne med kommunen, at et boligskift kunne udløse merudgifter efter servicelovens § 102, og at merudgifterne ikke var begrænset til det tidspunkt, hvor sønnen fyldte 18 år. Holdningen hos kommunen var at man ikke kunne stille garantier herfor. Kommunen fastholdt, at der var blevet givet relevant og rigtig rådgivning i forhold til gældende lovgivning.
• Kommunen fandt, at den i overensstemmelse med SM C-18-00 havde ændret udbetalingen som merudgift efter servicelovens § 102 til hjælp efter servicelovens § 28 i 2003. Forældrene var blevet underrettet herom ved fremmødet i kommunen.
• Det sociale nævn fandt ikke, at forældrene var berettiget til at modtage hjælp til de forhøjede huslejeudgifter efter servicelovens § 102.
• Nævnet begrundede afgørelsen med, at de forhøjede boligudgifter ikke vedrørte anskaffelse af anden bolig. Kommunens afgørelse om at yde forældrene hjælp efter servicelovens § 102 var således ulovlig, idet kommunen ikke havde hjemmel til at træffe afgørelsen.
• Ifølge den forvaltningsretlige teori antages en kommune at være beføjet til at ændre en afgørelse, som har en retlig mangel i form af et ulovligt indhold, såfremt den retlige mangel er væsentlig, og såfremt der ikke er særlige omstændigheder som taler imod en ændring.
• Dette gjaldt også for begunstigende afgørelser som i dette tilfælde.
• Efter det i sagen oplyste, skyldtes det en retsvildfarelse hos kommunen, at forældrene blev bevilget hjælp til den forhøjede huslejeudgift efter bestemmelsen i servicelovens § 102, frem for efter servicelovens § 28 som udgifterne rettelig henhører under.
• I den forvaltningsretlige teori samt i prøvelsesmyndighedernes praksis, betragtes en fortolkningsmangel som skyldes en retsvildfarelse uden videre som væsentlig, og medfører som hovedregel annullation af den ulovlige afgørelse.
• Særlige tungtvejende modhensyn kunne dog føre til at en ulovlig afgørelse opretholdes.
• Det spillede endvidere en rolle, i vurderingen af om afgørelsen skulle opretholdes, om manglen var klar, eller om der var tale om en retsanvendelse, som blev underkendt efter en mere indgående retskildevurdering.
• Endelig kunne der indgå en risikobetragtning (hvem der var nærmest til at bære risikoen for den begåede fejl) i vurderingen.
• Nævnet fandt ikke, at der i denne sag forelå så særligt tungtvejende modhensyn, at kommunens afgørelse om at bevilge hjælp efter servicelovens § 102 måtte opretholdes, på trods af, at den led af en væsentlig mangel.
• Nævnet lagde vægt på, at det forhold, at ansøgeren var i god tro om afgørelsens gyldighed, og havde indrettet sig efter afgørelsen, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at en ugyldig afgørelse kunne opretholdes, idet ansøgeren i tidsrummet til sønnen fylder 18 år havde mulighed for at indrette sig efter den nye afgørelses indhold.
• Nævnet lagde endvidere vægt på, at sønnen efter det fyldte 18. år vil få mulighed for selv at modtage hjælp fra kommunen som følge af sit handicap.
• Forældrene indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen.
• I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at forældrene godt kunne forstå, at fordi kommunen havde vejledt dem forkert og brugt en forkert paragraf, kunne man ikke bare fortsætte med at yde hjælp efter en paragraf, der ikke er lovhjemmel bag. Men her hørte enigheden også op.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang kommunen som følge af en praksisændring er berettiget til at ændre en tidligere truffen begunstigende afgørelse om hjælp efter serviceloven i form af en løbende ydelse.