Ankestyrelsens principafgørelse C-40-02

Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen var således enig med nævnet i, at barnet ikke skulle undersøges af en børnepsykiater efter faderens valg og for hans regning.

Begrundelsen for afgørelsen var, at moderen, som også havde del i forældremyndigheden, ikke var enig i, at barnet skulle undersøges.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på den udtalelse, der var indhentet fra Civilretsdirektoratet om betydningen af, at forældre har fælles forældremyndighed over et barn. Det fremgik bl.a. af udtalelsen, at forældre med fælles forældremyndighed som udgangspunkt skal være enige om alle dispositioner vedrørende barnet. Forældrene kan dog hver for sig træffe beslutninger af mere dagligdags karakter. En forældremyndighedsindehaver kan således uden accept fra den anden forælder lade barnet undergive almindelige lægelige undersøgelser og behandlinger. Der kan i sådanne situationer ikke stilles krav om indhentelse af samtykke fra den anden forælder.

Endvidere fremgik det af udtalelsen fra Civilretsdirektoratet, at fx større kirurgiske indgreb eller behandling med kraftig medicin kræver samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere, og at det samme må gælde ved undersøgelser af barnet, der fx kræver ikke ubetydelige legemsindgreb.

Det var Ankestyrelsens vurdering, at en børnepsykiatrisk undersøgelse havde en så indgribende karakter, at den ikke kunne sidestilles med en beslutning af dagligdags karakter.

En anmodning om en psykiatrisk undersøgelse af et barn, der var anbragt uden for hjemmet, kunne derfor ikke imødekommes uden samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere.

Begrundelsen var endvidere, at Ankestyrelsen vurderede på baggrund af de foreliggende undersøgelser og beskrivelser, at den påtænkte undersøgelse ville skabe forvirring og uro og derfor ikke ville være forenelig med den igangværende behandlingsindsats i anbringelsesstedet, hvor man forsøgte at skabe forudsigelighed og sikkerhed for fremtiden.

Ankestyrelsen fandt, at såvel kommunen som nævnet burde have inddraget moderen i behandlingen af sagen.

Moderen havde del i forældremyndigheden over barnet og var part i sagen. Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen og nævnet burde have involveret moderen i behandlingen af sagen, således at hendes rettigheder som part var blevet tilgodeset. Det indebar retten til at fremkomme med bemærkninger til sagen, herunder udtale sin holdning til ansøgningen inden der blev truffet afgørelse i sagen, og til efterfølgende at blive orienteret om afgørelsen.

Selv om tilsidesættelse af moderens partsbeføjelser var en alvorlig sagsbehandlingsfejl, fandt Ankestyrelsen ikke, at kommunens og nævnets afgørelser var ugyldige. Begrundelsen var, at moderen under sagens behandling i Ankestyrelsen var blevet partshørt over sagen, og at moderen ikke var fremkommet med nye oplysninger af betydning for sagen ud over en tilkendegivelse af, at hun ikke ønskede yderligere undersøgelse af barnet.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.