Ankestyrelsens principafgørelse C-26-06

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 99
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Afgørelse

Information

• Sagen drejer sig om en 18 årig kvinde, der var udviklingshæmmet. Kvinden havde en usikker gangfunktion og benyttede manuel kørestol. Hun kunne gå korte strækninger, men blev hurtigt træt og meget usikker på benene. Kvinden havde behov for støtte ved gang på trapper og havde problemer med at komme af/på busser. Kvinden var meget aktiv og kontaktsøgende, også over for fremmede. Kvindens moder tog hende med til handicapsvømning 1 gang om ugen samt til frisør, når der var behov for dette.
• Den unge kvinde flyttede den 1. februar 2005 på en institution.
• Det fremgik bl.a. af indstilling om støtte til bil fra 2005, at der i 2001 var blevet bevilget støtte til køb af invalidebil til kvinden. Bilen blev bevilget, da det var forbundet med mange problemer og til gene for medpassagererne, hvis hun skulle benytte offentlig befordring.
• Amtskommunen traf afgørelse om, at kvinden fortsat opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at være berettiget til invalidebil, men fandt, at hun ikke længere opfyldte betingelserne i forhold til kørselsbehovet.
• Afgiftsfritagelsen/nedsættelsen vedrørende bilen ophørte således i juli 2005.
• Begrundelsen var bl.a., at ud fra oplysningerne om kvindens kørselsbehov vurderede amtskommunen, at der ikke var tale om et dagligt kørselsbehov. En bevilling af invalidebil vurderedes ikke at ville medføre en væsentlig lettelse i kvindens hverdag eller gøre hende mere selvhjulpen. Amtskommunen vurderede derfor, at hendes kørselsbehov kunne tilgodeses ved andre kørselsordninger. Amtskommunen havde taget kontakt til institutionen, hvor den unge kvinde boede. Det blev oplyst, at nogle af de andre beboere benyttede Handicap Ordning, når de skulle hjem i weekenderne. Endvidere havde institutionen en bus til rådighed til det kørselsbehov, der var i forbindelse med skolen.
• Det sociale nævn ændrede amtskommunens afgørelse.
• Det betød, at kvinden fortsat var berettiget til støtte til bil og dermed også berettiget til afgiftsfritagelse.
• Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden fortsat opfyldte de helbredsmæssige betingelser for støtte til bil.
• Nævnet fandt, at kvinden efter det oplyste havde et betydeligt kørselsbehov.
• Kvinden havde således et behov for hyppigt at kunne hentes og bringes af moderen med henblik på fortsat at kunne deltage i familiens aktiviteter.
• Det var oplyst, at kvinden ofte før en weekend blev hentet allerede om torsdagen, og at hun først kom tilbage til institutionen om mandagen. Hun kom desuden med på familiebesøg, i sommerhus, på indkøb etc.
• Amtskommunen klagede over nævnets afgørelse.
• I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at amtskommunen i afgørelsen havde inddraget SM O-31-99, sag nr. 1.
• Kvinden var flyttet på døgninstitution og amtskommunen mente derfor, at der ikke længere var tale om et dagligt kørselsbehov.
• Der var angivet følgende kørselsbehov
• 1) kvinden skulle hjem i weekenderne, deltage ved familiebesøg, mærkedage i familien mv.
• 2) kvinden skulle kunne komme ud i weekender til de aktiviteter som familien havde, dvs. indkøb, ture til sommerhus mv.
• 3) kvinden var hjemme ved forældrene i forbindelse med weekender. Perioden strakte sig som regel over 3 dage
• 4) moderen henteder og bragte kvinden til svømning én gang om ugen
• 5) kvinden var i en fase, hvor det var vigtigt, at hun lærte at omgås andre i det offentlige rum
• Amtskommunen vurderede, at kvindens behov for kørsel til og fra hjemmet i weekenderne samt kørsel til forskellige aktiviteter i weekenden, ikke kunne anses som værende et dagligt kørselsbehov. Derfor fastholdt amtskommunen, at kvinden ikke længere opfyldte betingelserne for at være berettiget til invalidebil.
• Amtskommunen oplyste, at der ikke var personale til at køre individuelle ture med beboerne på institutionen. Derfor blev det antaget, at bilen ikke ville blive benyttet til daglig. Kvinden havde ikke personlige hjælpere, der kunne køre bilen for hende til daglig. Kvinden havde mulighed for at deltage i svømning igennem institutionen.
• Nævnet bemærkede ved genvurdering, at nævnet lagde vægt på, at kørselsbehovet skulle ses ud fra kvindens konkrete situation, hvor hun netop var fyldt 18 år og var flyttet på institution, hvor forældrene fortsat i betydelig udstrækning kørte med hende, og hvor kvinden forsat var et barn for familien, og at der derfor var behov for en periode/frigørelsesperiode med tæt kontakt til forældrene/familien.
• Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste institutionen, at kvinden ikke blev hentet af forældrene i de perioder fra mandag morgen til torsdag/fredag, hvor hun boede på institutionen.
• Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement af SM O-31-99 og SM O-106-96 vedrørende en 18 årig kvindes fortsatte berettigelse til bil i forbindelse med overgangen fra hjem til institutionsanbringelse.