Ankestyrelsens principafgørelse C-24-05

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 208 af 5. april 2005 - § 102, stk. 1
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 1

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om en 15-årig dreng, som var multihandicappet som følge af en fødselsskade. Han var permanent kørestolsbruger og behøvede hjælp til alle personlige gøremål.
• Familien ansøgte om etablering af badeværelse i familiens bolig i stuetagen eller ombygning af badeværelset på 1. sal, således at familien selv fik mulighed for at bade sønnen eller fik nemmere ved at bade ham i det nuværende badeværelse på 1. sal. Sidstnævnte ville kræve nedrivning af en væg, flytning af installationer, vådrumssikring, herunder etablering af andet gulv, samt ændring af døråbning.
• Familien oplyste samtidig til kommunen, at den havde indgået aftale om udstykning og salg af familiens ejendom. Salg og fraflytning ville ske om 5-6 måneder. Ved senere henvendelser til kommunen fremrykkede familien tidshorisonten.
• Kommunen traf afgørelse om afslag på ansøgningen om etablering af badeværelse i stueetagen eller ombygning af badeværelse på 1. sal efter servicelovens § 102, stk. 1.
• Kommunen begrundede afgørelsen med, at familien havde oplyst at den ville sælge og fraflytte sin nuværende bolig inden for et kortere tidsrum. Kommunen tilføjede, at den i forbindelse med familiens valg af ny bolig, tilbød rådgivning og evt. bevilling af boligændringer i denne.
• Kommunen anførte, at det i den nuværende bolig ikke var muligt at få sønnen op i karbadet uden at han skulle løftes af en person. Der kunne ikke anvendes lift eller kørestol på badeværelset grundet den trange plads. Familien havde behov for at blive aflastet med de daglige løft op/ned af trappen og i badekarret. I ventetiden på hussalget og flytning havde kommunen foreslået at sønnen sov i stueetagen, blev vasket i sengen og blev forflyttet med lift, således at familien undgik løftene til 1. sal og i badekarret. Sønnen ville kunne få brusebad, når han var på aflastningsophold.
• Kommunen anførte endvidere, at såfremt drengen havde sin seng og en lift i stueetagen, ville aflastning i hjemmet af personale på et bestemt aflastningstilbud kunne genoptages. Personalet kunne skifte drengen på hans seng og forflytte ham med lift. Det var i denne forbindelse anført, at adgang til boligen og stueetagen var ændret således, at drengen kunne komme omkring uden niveauforskelle. Hvis familien fortsat ønskede, at drengen skulle på 1. sal, kunne den benytte den bevilgede trappemaskine.
• Det sociale nævn meddelte i sin afgørelse, at den ikke ændrede kommunens afgørelse. Familien var således ikke berettiget til hjælp til indretning af et badeværelse i stueetagen eller ombygning af badeværelset på 1. sal, selvom de nuværende muligheder for at bade drengen ikke var optimale.
• Nævnet begrundede afgørelsen med, at begge disse boligindretninger var kostbare og omfattende sammenholdt med, at familien havde sat sin bolig til salg. Nævnet fandt ikke grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til en kostbar og omfattende boligindretning, når familien havde valgt at sætte den bolig til salg, som den havde ansøgt om boligindretning til, da boligindretningen således kun ville give en begrænset brugsmæssig fordel.
• Nævnet havde herved noteret sig, at kommunen i sin afgørelse havde meddelt, at den ville stå til rådighed med rådgivning i forbindelse med familiens valg af ny bolig og evt. bevilling af boligændringer i denne, ligesom kommunen ved et senere brev til familien havde meddelt, at kommunen ville vurdere sagen på ny, såfremt familien annullerede salgsaftalen.
• Familien klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne gives afslag på hjælp til boligindretning efter servicelovens § 102, stk. 1, når en familie ønskede at flytte, men hvor flytningen ikke var umiddelbart forestående.