Ankestyrelsens principafgørelse A-9-01

Lovhenvisninger

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 91, nr. 1

Afgørelse

Information

• Ansøger og dennes ægtefælle, der var kommet her til landet som flygtninge, havde modtaget kontanthjælp siden familien blev bosat i kommunen i 1991.
• Begge ægtefæller underskrev i januar 1991 en erklæring om oplysningspligt. I erklæringen var bl.a. nævnt, at der skulle gives oplysning om indtægter ud over bistandshjælpen, herunder penge fra hjemlandet. Erklæringen var oversat til hjemlandets sprog.
• Ansøger var efterfølgende til opfølgningssamtale bl.a. i maj 1996, hvor han benægtede enhver formue og indtægt. Han underskrev også et sandheds- og anmeldelsesskema.
• Ved samtale med forvaltningen i april 1998 oplyste ansøger, at han havde købt en tankstation med overtagelse i maj 1998. De medbragte salgsdokumenter viste, at ansøger havde haft en egenkapital på 600.000 kr. ved indestående i bank i forbindelse med købet. Ansøger oplyste, at pengene stammede fra et familielån.
• Ansøger fik oplyst, at han herefter måtte anses for at være selvstændig, og at han ikke længere var berettiget til kontanthjælp. Kommunen ønskede samtidig flere oplysninger om kapitalbeløbet, da ansøger havde modtaget kontanthjælp igennem flere år. Til brug for undersøgelsen modtog kommunen kopi af oplysninger fra ansøgers bank og fra politiet.
• Af disse oplysninger fremgik, at ansøger i oktober og december 1997 havde fået overført et beløb i USD fra udlandet, der begge gange svarede til ca. 300.000 kr. Det først modtagne beløb blev indsat
• på ansøgers børns konti med 100.000 kr. til hvert barn. I "anmeldelse af betaling fra udlandet", oplyste ansøger begge gange, at betalingsformålet var køb af benzintank.
• Under en senere samtale med forvaltningen oplyste ansøger, at pengene stammede fra hans svigerfar, som havde ydet ham pengene som et lån med henblik på erhvervelse af en tankstation. Han oplyste ligeledes, at lån fra hans hjemland var et spørgsmål om ære, hvorfor der ikke forelå noget lånedokument.
• Af et notat om "Hvidvask-undersøgelse" fremgik bl.a., at ansøger havde forklaret, at pengeoverførslerne i efteråret 1997 stammede fra hans svigerfar, der ønskede at hjælpe ham til at få et job. Ansøger ønskede at købe en benzintank. Personalet i banken rådede ham til ikke at have så store beløb liggende hjemme. Han ønskede derfor at fordele beløbet ligeligt mellem sine børn, da han efter sigende ville miste retten til kontanthjælp, hvis kommunen fik kendskab til de store beløb.
• Kommunen traf herefter beslutning om at kræve den tidligere udbetalte kontanthjælp fra oktober 1997 tilbagebetalt i henhold til bistandslovens § 25, stk. 1.
• Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøger havde haft formue og at han mod bedre vidende havde undladt at give kommunen oplysning herom.
• Kommunen anmeldte ligeledes ansøger til politiet for socialt bedrageri i henhold til straffelovens § 279.
• I klagen til nævnet anførte ansøger bl.a., at han kom fra en kultur, hvor et lån og især et betinget lån havde en anden betydning end formue.
• Nævnet tiltrådte, at ægtefællerne skulle tilbagebetale den kontanthjælp, som familien havde modtaget fra oktober 1997.
• Nævnet lagde afgørende vægt på, at ægtefællerne flere gange var blevet gjort opmærksom på oplysningspligten, herunder ved en oversat erklæring. Ægtefællerne måtte således antages at have forstået indholdet af oplysningspligten, jf. bistandslovens § 18, idet de var blevet vejledt klart om bestemmelsens rækkevidde.
• Nævnet fandt det på den baggrund godtgjort, at ansøger havde kendskab til betydningen af tilstedeværelsen af likvide midler/formue set i forhold til berettigelsen til kontanthjælp. Nævnet lagde herved også vægt på oplysningen om, at ansøger placerede 300.000 kr. på sine børns konti.
• Det forhold, at formuen hidrørte fra et lån, som ansøger havde optaget hos sin svigerfar, betød efter nævnets opfattelse ikke, at kommunen kunne bortse fra formuen, idet ansøger kunne råde over pengene.
• I klagen til Ankestyrelsen gjorde ansøger bl.a. gældende, at hans svigerfar ikke ville forære ham pengene, men låne ham dem som en investering.
• Ansøger henviste endvidere til, at politimesteren havde besluttet at opgive påtale mod ham for overtrædelse af straffelovens § 279. Begrundelsen var, at videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til, at ansøger ville blive fundet skyldig til straf.
• Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-88-88 med henblik på afklaring af betydningen af, at politimesteren havde opgivet at rejse tiltale for socialt bedrageri i henhold til straffelovens § 279 i en situation, hvor kommunen havde besluttet at kræve tilbagebetaling i henhold
• til aktivlovens § 91 (tidligere bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1).