Ankestyrelsens principafgørelse A-7-06

GældendeÅr: 2006Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

En kvinde var ikke berettiget til supplerende kontanthjælp til sine barselsdagpenge, idet hun ikke havde været ude for ændringer i sine forhold. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvindens barsel måtte betragtes som en afbrydelse af hendes uddannelsesfo...

Journalnummer

J.nr.: 2000462-05

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 11, stk. 2, nr. 1

Afgørelse

Kvinden var ikke berettiget til supplerende kontanthjælp til sine barselsdagpenge.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det var en betingelse for at få kontanthjælp, at kvinden havde været ude for ændringer i sine forhold.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvindens barsel måtte betragtes som en afbrydelse af hendes uddannelsesforløb, men at det ikke havde påvirket hendes indtjeningsevne. I øvrigt lagde Ankestyrelsen vægt på, at en fødsel ikke i sig selv var en social begivenhed.

Ankestyrelsen lagde i denne forbindelse vægt på, at kvinden ved overgang til barselsdagpenge ikke havde haft en indtægtsnedgang.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

Information

  • Sagen drejede sig om en kvinde, der søgte kommunen om supplerende kontanthjælp til sine barselsdagpenge.
  • Kommunen vurderede, at hun havde mulighed for et andet forsørgelsesgrundlag end kontanthjælp under sin barsel, idet hun var berettiget til at søge om dagpenge under barsel. Da hun var under uddannelse var hun ikke berettiget til at modtage kontanthjælp.
  • I klagen over kommunens afgørelse anførte kvinden bl.a., at hun havde haft en indtægtsnedgang, og derfor ikke kunne forsørge sig selv, samt at behovet ikke kunne dækkes gennem andre ydelser.
  • Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse om, at kvinden ikke havde ret til supplerende kontanthjælp i forbindelse med barsel.
  • Nævnet begrundede afgørelsen med, at hun på ansøgningstidspunktet var i gang med en uddannelse som maler, og at der som udgangspunkt ikke kunne ydes kontanthjælp til personer under uddannelse.
  • Nævnet fandt, at hun på ansøgningstidspunktet ikke opfyldte betingelserne i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse for udbetaling af kontanthjælp til uddannelsessøgende.
  • I klagen til Ankestyrelsen oplyste kvinden bl.a., at hun havde været under uddannelse indtil 19. april 2005, hvor hun overgik til barselsorlov. Udregning af dagpenge var beregnet på baggrund af hendes daværende elevløn. Hun fik 4.200 kr. netto pr. måned i barselsdagpenge.
  • Det var kvindens opfattelse, at der var truffet en ukorrekt afgørelse af sagen, og hun anmodede derfor om, at sagen blev antaget til principiel behandling. Kvinden henviste til SM O-134-97.
  • I forbindelse med genvurdering fastholdt nævnet afgørelsen med den tidligere givne begrundelse.
  • Ved brev af 7. oktober 2005 til Ankestyrelsen bemærkede nævnet supplerende, at selv om en fødsel måtte anses for en ændring af forholdene (social begivenhed) fandt nævnet, at kvinden havde haft mulighed for at skaffe det nødvendige til egen og familiens forsørgelse, og at hendes behov kunne dækkes gennem andre ydelser, her barselsdagpenge.
  • Nævnet havde herunder henset til, at kvinden ikke havde haft en indtægtsnedgang, idet hun efter det oplyste fik barselsdagpenge med samme beløb, som hun tidligere fik udbetalt i elevløn. Nævnet var opmærksom på, at kvinden havde oplyst, at hun havde haft en indtægtsnedgang. Nævnet fandt dog ikke dette dokumenteret, idet hun havde oplyst, at hun fik dagpenge beregnet på baggrund af sin daværende elevløn.
  • Nævnet var opmærksom på, at personer under uddannelse med elevløn ikke på samme måde som nogle uddannelsessøgende, der modtog SU, havde mulighed for at få forhøjet SU efter fødsel, men derimod havde ret til barselsdagpenge.
  • Ankestyrelsen anmodede den 2. februar 2006 om kvindens eventuelle bemærkninger til nævnets brev af 7. oktober 2005.
  • Ankestyrelsen modtog ikke yderligere bemærkninger.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes supplerende kontanthjælp til barselsdagpenge under uddannelse.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

KontanthjælpUddannelseBarselIndtjeningsevneSocial begivenhed

Paragraffer

§ 11

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-27-99

Udgivet: 2013-07-10

Ansøgers ægtefælle, der var kommet til Danmark i forbindelse med familiesammenføring, var ikke berettiget til supplerende kontanthjælp til ansøgers arbejdsindtægt. Begrundelsen var, at ægtefællen ikke havde været ude for ændringer i sine forhold, der...

Ankestyrelsens principmeddelelse 32-20

Udgivet: 2020-11-17

På baggrund af Folketingets Ombudsmands redegørelse af 25. marts 2020 om krav til dokumentation for ophold i riget i uddannelses- og kontanthjælpssager ændrer Ankestyrelsen praksis i forhold til fortolkning af spørgsmålene om: 1) Hvornår myndighedern...

Ankestyrelsens principafgørelse O-103-98

Udgivet: 2013-07-11

Ansøger var ikke berettiget til supplerende kontanthjælp til ægtefællens førtidspension, da der ikke var sket nogen ændring i forholdene, der havde afskåret hende fra at skaffe det fornødne til sit og familiens underhold. Ankestyrelsen lagde vægt på,...