Ankestyrelsens principafgørelse A-21-03
Beskrivelse
Kommunen havde pligt til at udbetale kontanthjælp til ansøger fra henvendelsestidspunktet, da kommunen ikke havde givet et eller flere konkrete tilbud om aktivering, og således ikke kunne give afslag på kontanthjælp med den begrundelse, at ansøger ha...
Journalnummer
J.nr.: 2000084-03
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. februar 2003 - § 13, stk. 2
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at ansøger havde ret til kontanthjælp fra tidspunktet, hvor hun 1. gang bestilte tid hos en sagsbehandler.
Begrundelsen var, at kommunen ikke havde anvist hende et eller flere konkrete tilbud om aktivering, hvorfor kommunen ikke kunne give afslag på kontanthjælp med den begrundelse, at hun havde nægtet at deltage i anvist aktivering.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen blot havde henvist hende til at søge optagelse på en af 4 produktionsskoler uden forudgående undersøgelse af, om der var plads, uden forudgående vurdering af, om der var dispensationsmulighed til endnu ét år på produktionsskole og uden forudgående vurdering af, om endnu et år ville forbedre ansøgers mulighed for optagelse på den ønskede eller lignende uddannelse.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Ankestyrelsen tiltrådte endvidere nævnets kritik af, at kommunen ikke havde inddraget ansøger i behandlingen af hendes sag, jf. retssikkerhedslovens § 4 samt af, at ansøger ikke så vidt muligt var blevet givet flere rimelige tilbud at vælge imellem, jf. aktivlovens § 16, stk. 4.
Information
- En 18-årig pige fik afslag på kontanthjælp under henvisning til, at hun ikke, som hun blev henvist til af kommunen, søgte optagelse på 4 produktionsskoler. Hun havde tidligere været på produktionsskole ét år, og yderligere ophold krævede dispensation. Hun havde søgt optagelse på Pædagogisk Grunduddannelse, men blev ikke optaget på grund af for lidt erhvervserfaring. Da hun søgte kommunen om hjælp stod hun for at miste sit arbejde, fordi hun fyldte 18 år og ikke længere kunne være ansat som ungarbejder.
- De 2 første gange hun bestilte tid hos en sagsbehandler, aflyste sagsbehandleren aftalen under henvisning til, at kommunen alligevel ikke kunne hjælpe hende, og at hun blot kunne søge optagelse på produktionsskole.
- Pigen og hendes moder mente ikke, at endnu et års ophold på produktionsskole ville give den efterspurgte erhvervserfaring til Pædagogisk Grunduddannelse, og pigen søgte derfor uopfordret stillinger i alle institutioner i kommunen og nabokommunen, uden at det lykkedes hende at få job.
- Efterfølgende viste det sig, at der kun var plads på én af produktionsskolerne, og på denne skole var der stofmisbrugere, som pigens moder tidligere havde brugt mange ressourcer på at få datteren væk fra.
- Det lykkedes pigen selv at skaffe sig en aktiveringsplads i en børnehave.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kommunens forpligtelse til at anvise et eller flere konkrete tilbud om aktivering, herunder påbegyndelse af egentlig sagsbehandling med henblik på afklaring af ønsker og muligheder.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-12-04
En kontanthjælpsmodtager, der alene modtager kontanthjælp på grund af arbejdsledighed, kan miste sin ret til kontanthjælp eller få kontanthjælpen nedsat, hvis modtageren uden rimelig grund afslår arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møde...
Udgivet: 2013-07-10
En ung med diagnosen infantil autisme havde ret til at få tilbudt et uddannelsesforløb, som han havde fået efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Dette gjaldt også selvom,...
Udgivet: 2013-07-10
Kommunen burde have imødekommet ansøgers ønske om aktivering i det tilbud, som han selv havde fundet hos en privat arbejdsgiver. Dette måtte anses for mindst lige så egnet til at forbedre hans muligheder for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet, s...