122-09

En borger modtog merudgiftsydelser på grund af sit medfødte handicap. Den 30. januar oplyste borgeren sin kommune (A) om, at han flyttede til en anden kommune (B) den 1. februar.

A Kommune traf efterfølgende afgørelse om, at man stoppede med at betale merudgiftsydelser, og at borgeren skulle tilbagebetale ydelsen for februar måned, som man ikke havde nået at stoppe.

Borgeren klagede til det sociale nævn, som herefter traf afgørelse om, at borgeren havde ret til udbetaling af merudgiftsydelse fra A Kommune efter sin fraflytning.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at borgeren senest havde haft folkeregisteradresse i A Kommune forud for tilflytningskommunens afvisning af udbetaling af merudgiftsydelse i henhold til A Kommunes afgørelse.

Nævnet lagde til grund, at udbetalingen af merudgiftsydelse, også i tilfælde af flytning, fortsatte frem til, der var truffet en afgørelse om ændring eller ophør.

Nævnet lagde endvidere til grund, at det var den kommune, som borgeren senest havde haft folkeregisteradresse i, der i en periode skulle handle i forhold til en borger (fungerende handlekommune), når der mellem kommuner var uenighed om, hvilken kommune, der var handlekommune. Reglen havde til formål at sikre, at en borger ikke blev ladt i stikken, når ingen kommune mente at have pligt til at handle.

Nævnet lagde vægt på, at A Kommune var vidende om, at der ikke blev udbetalt merudgiftsydelse fra tilflytningskommunen, og at denne kommune havde tilkendegivet, at den ikke mente sig forpligtet til at handle for så vidt angik udbetaling af merudgiftsydelse.

Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at borgeren ikkeskulle vente på, at kommunerne blev enige om – eller der blev truffet en nævnsafgørelse, der fastlagde hvilken kommune, der var handlekommune.

Nævnet henviste herefter til retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, samt til punkt 123 i vejledningen om særlig støtte til voksne.

A Kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen til retssikkerhedslovens § 9 om, at opholdskommunen skulle handle på sagen og havde pligt til at yde hjælp. Kommunen var endvidere uenig i nævnets fortolkning af punkt 123 i ovennævnte vejledning. Kommunen forstod bestemmelsen sådan, at ydelsesniveauet ikke måtte ændres førend tilflytningskommunen havde behandlet sagen.

Ankestyrelsen partshørte B Kommune over sagen. B Kommune havde ikke bemærkninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om en fraflytningskommune skulle fortsætte med at udbetale merudgiftsydelse til en borger, efter at han var flyttet til en ny kommune, når der ikke var uenighed om hvilken kommune, der var opholdskommune. Sagen var endvidere antaget som supplement til Principafgørelsen R-6-05.