158-12

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

· De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

· Nævnets afgørelse af 21. december 2011

· Klagen til Ankestyrelsen af 20. januar 2012 og 31. januar 2012

· Nævnets genvurdering

Kommunen traf den 27. januar 2011 afgørelse om forældrebetaling.

Denne afgørelse blev revurderet den 15. marts 2011, hvor kommunen fastholdt kravet om forældrebetaling og ikke fandt, at opholdet havde et udpræget behandlingsmæssigt sigte.

Nævnet ændrede den 21. december 2011 kommunens afgørelse af 27. januar 2011.

Nævnet fandt således, at NN skulle fritages for egenbetaling.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger om NN´s søns lidelser, herunder oplysningerne om, at NN´s søn er en dreng med nedsatte kognitive ressourcer, opmærksomhedsforstyrrelse og specifikke vanskeligheder i forhold til empati og forestillingsevne.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at det blev anbefalet, at NN´s søn blev placeret i et heldagstilbud.

Nævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af handleplanen fra maj 2006, at NN´s søn havde et behandlingsmæssigt behov for indlevelse, forståelse, accept og tolerance, ro overskuelighed, genkendelighed, rutine, god forberedelse, guidning og overindlæring i sociale samspilssituationer.

Videre fremgik det, at det var Børnefamilieteamets vurdering, at NN´s søn havde behov for ophold i døgnregi for at sikre en sammenhæng i hverdagen mellem skole og fritid i et miljø, hvor man kunne sikre de optimale rammer for NN´s søn.

Endelig lagde nævnet vægt på, at H var et skole- og behandlingshjem, hvor en del af børnene havde psykosociale eller kognitive vanskeligheder, der kunne have hæmmet deres udvikling. Nævnet havde noteret sig, at det af handleplanen fremgik, at NN´s søn skulle flytte anbringelsessted til Opholdsstedet K, der ligeledes ville kunne imødekomme hans vanskeligheder.

A Kommune klagede den 20. januar 2012 med supplerende bemærkninger den 31. januar 2012.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at de ikke fandt, at NN´s søns anbringelse havde et udpræget behandlingsmæssigt sigte. Kommunen anerkendte, at der var et anbringelsesbehov på anbringelsestidspunktet, men fandt ikke, at der var tale om, at anbringelsen havde et udpræget behandlingsmæssigt sigte.

Kommunen anførte videre, at § 7 i betalingsbekendtgørelsen var en ”kan” bestemmelse, hvorfor forældrene ikke havde et retskrav på at blive fritaget.

Endelig anførte kommunen, at man i hver enkelt sag foretog en konkret og individuel vurdering.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen den 3. februar 2012, at kommunen i klagen havde anført, at der altid foretages en konkret og individuel vurdering. Dette til trods fremgik det ikke af kommunens afgørelse af 27. januar 2011 hvilke hovedhensyn, der var blevet lagt vægt på ved afgørelsen af nærværende sag. Nævnet havde derfor foretaget en fuldstændig prøvelse af kommunens afgørelse og herunder også prøvet den skønsmæssige del af afgørelsen.

Endelig havde nævnet henvist til Principafgørelse C-56-05.