48-09

Ankestyrelsen fandt, at både boet og de efterladte var klageberettigede, og at meddelelsen om, at sagen udgik af behandling, skulle ske i afgørelsesform. Ydelser til sikrede efter lov om arbejdsskadesikring var en personlig ydelse til den umiddelbart sikrede, som ikke kunne falde i arv, jf. U. 2008.1428H (principafgørelse U-5-08), hvor Højesteret fandt, at det fulgte af arbejdsskadesikringsloven, at ydelse af godtgørelse for varigt mén efter loven var en personlig ydelse, som forudsatte, at skadelidte var i live på det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om kravet. Var skadelidte afgået ved døden inden dette tidspunkt, var der derfor ikke opstået et krav, som kunne falde i arv. Boet fandtes derfor ikke at have en retlig interesse i, at der blev truffet afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet. Sagen udgik af behandling i Ankestyrelsen, medmindre der var personer, der havde retlig interesse i, at det anmeldte tilfælde anerkendtes som en arbejdsskade, i det tilfælde, hvor dødsfaldet eventuelt kunne anerkendes for at være en følge af arbejdsskaden. Der kunne være tale om efterlevende ægtefælle, børn under 21 år eller personer, der var faktisk forsørget af sikrede. Meddelelsen om, at sagen udgik af behandling skulle ske i afgørelsesform. Ankestyrelsen lagde vægt på, at dødsfaldet med overvejende sandsynlighed ikke kunne tilskrives den oprindeligt anmeldte høresygdom. Ankestyrelsen kom således til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen. Sagen udgik derfor af behandling. Meddelelsen om, at sagen udgik af behandling skete i afgørelsesform, da dette fandtes bedst overensstemmende med de forvaltningsretlige principper.