193-09

Ankestyrelsen fandt, at beregning af merudgifter ved flytning til anden bolig, når den anden boligvar en andelsbolig, skulle beregnes som en løbende ydelse. Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøgers datter var omfattet af personkredsen i servicelovens § 41, og at flytning til den nuværende bolig var nødvendig som følge af datterens nedsatte funktionsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på, at den merudgift, der kunne ydes efter servicelovens § 41, var den forøgede udgift til boligen, som var en følge af flytningen. Efter bestemmelsen kan en sådan forøget udgift kompenseres som en enkeltudgift, eller som en løbende ydelse til dækning af merudgiften. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke kunne ydes hjælp til anskaffelse af en andelsbolig efter servicelovens § 116 stk. 2, om hjælp til anskaffelse af anden bolig, idet denne bestemmelse alene fandt anvendelse på ejerboliger. Ankestyrelsen fandt på nuværende tidspunkt ikke, at en andelsbolig kunne sidestilles med en ejerbolig, uanset at finansieringsmulighederne for andelsboliger havde ændret sig. Ankestyrelsen vurderede i denne sammenhæng, at selvom en andelsbolig ikke kunne betragtes som en ejerbolig, kunne den heller ikke sidestilles med en lejebolig. En andelsbolig fandtes, at være en boligform, som havde en økonomiske konstruktion, der gjorde, at der ofte blev betalt et relativt stort beløb til anskaffelse af andelsbevis, som herefter ofte blev modsvaret af en relativ lavere husleje end ved ejer og lejeboliger, idet en del af huslejen finansieredes ved købet af andelsbeviset. Ankestyrelsen havde tidligere i principafgørelse C-6-02 taget stilling til, at der kunne ydes hjælp til betaling af indskud til en lejebolig efter servicelovens bestemmelser om merudgifter. Ankestyrelsen fandt ikke, at anskaffelse af andelsbevis kunne sidestilles med betaling af indskud til lejelejlighed. Indskud i lejebolig fandtes at være en sikkerhed for lejerens eventuelle forpligtelser ved fraflytning af lejemålet, hvorimod køb af andelsbevis i højere grad havde karakter af en investering, som kunne sælges igen ved fraflytning af boligen. Ankestyrelsen fandt ikke, at det havde været hensigten med servicelovens § 41, at den skulle anvendes til køb af selve andelsbeviset. Køb af andelsbevis knyttede sig til den specielle økonomiske konstruktion, som en andelsbolig fandtes at være og havde karakter af en investering. Det fandtes heller ikke at have været hensigten med servicelovens § 41, at den skulle anvendes subsidiært, når der ikke kunne ydes hjælp til anskaffelse af andelsbolig efter servicelovenes § 116. Ankestyrelsen fandt således ikke, at merudgiften ved flytning til en andelsbolig skulle ydes som en engangsydelse til køb af andelsbeviset. Med hensyn til beregningsmetoden fandt Ankestyrelsen, at den beregningsmetode, som kommunen havde anvendt ved beregning af merudgiften, således at den nuværende husleje blev beregnet med udgangspunkt i både den månedlige boligafgift samt afdrag på lån til andelsbeviset, ville medføre en formueforøgelse for modtageren, idet afdrag på gælden til andelsbeviset ville blive nedbragt. Det var Ankestyrelsens vurdering, at det ikkevar hensigten med servicelovens § 41 om merudgifter, at denne skulle medvirke til formueforøgelse hos modtageren. Dervar ikke ved bestemmelsen mulighed for at foretage pant eller kræve tilbagebetaling, som ville være en forudsætning ved medvirken til formueforøgelse. Ankestyrelsens fandt således, at beregningen måtte foretages således, at der ikkeblev medvirket til en forøgelse af formuen hos modtageren. Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn, for så vidt angik spørgsmålet om, at merudgiften skulle beregnes som en løbende ydelse. Ankestyrelsen bad kommunen om at foretage en ny beregning af merudgiften, således at merudgiften ikke medførte en formueforøgelse.