RegelrytterPrincipafgørelser132-12

132-12

PrincipafgørelseAktivloven2012
Ankestyrelsen
Afgørelse fra Ankestyrelsen

Officiel principafgørelse

Se original

En ledig, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, har pligt til at tage imod tilbud i hele ledighedsperioden, og har ret til/krav på et nyt tilbud, hver gang der har været seks måneders sammenlagt ledighed. Den ledige har pligt til at tage imod tilbud i...

Afgørelse i din sag om fortolkningen af § 84 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, sammenholdt med § 89 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om fortolkningen af § 84 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, om pligt til at tage imod tilbud i hele ledighedsperioden, sammenholdt med § 89 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, om ret og pligt til at påbegynde nyt tilbud efter 6 måneders sammenlagt ledighed. Resultatet er • Du har pligt til at tage imod tilbud i hele ledighedsperioden. Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY. Vi har alene behandlet spørgsmålet om din pligt til at tage imod tilbud. Der var enighed på mødet.

Sagsoplysninger

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 20. juli 2011

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 17. august 2011

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

• Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse af 7. marts 2012, som er fremsendt til dig til bemærkninger den 12. marts 2012

A Kommune traf den 15. december 2010 afgørelse om, at henvisningen til XX som anden aktør fastholdtes.

Beskæftigelsesankenævnet traf den 20. juli 2011 afgørelse om, at A Kommune var berettiget til at fastholde din henvisning til XX.

Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at du er omfattet af målgruppen, der kan henvises til XX, samt at du har pligt til at tage imod tilbud i hele ledighedsperioden.

Du har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at der i § 89, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats hverken står ”senest” eller andet, der kan begrunde, at bestemmelsen skal fortolkes som en minimumsregel. Det er endvidere anført, at § 89, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er en nyere regel end § 84 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, samt at § 89, stk. 1, er en speciel regel i forhold til § 84, som er en generel regel. § 89, stk. 1, derfor går forud for § 84.

Lovhenvisninger

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 706 af 28. juni 2012 - § 84 og § 89

Emneord
TilbudLedighedsperiodePligt til tilbudRet og pligt