103-09

Sagen blev hjemvist til kommunen, som skulle træffe en ny og begrundet afgørelse om hvilken hjælp, der kunne ydes. Begrundelsen var, at der hverken i kommunens eller i det sociale nævns afgørelse var givet nogen begrundelse for, at der kun kunne ydes hjælp til en del af den ansøgte behandling. Der var dermed tale om en så væsentlig mangel, at afgørelserne måtte anses for ugyldige. Efter forvaltningsloven skulle en afgørelse begrundes, hvis ansøger ikke fik fuldt ud medhold. Afgørelsen skulle henvise til de retsregler, afgørelsen var truffet efter. Hvis afgørelsen beroede på et administrativt skøn, skulle begrundelsen desuden henvise til de hovedhensyn, der havde været bestemmende for udøvelsen af skønnet. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hverken nævnets eller kommunens afgørelse indeholdt nogen tandlægefaglig begrundelse for, at der ikke kunne ydes hjælp til hele den ansøgte behandling. Det var således ikke tilstrækkeligt at henvise til en udtalelse fra kommunens tandlægekonsulent, som heller ikke var nærmere begrundet med tandlægelige forhold vedrørende det enkelte behandlingsforslag. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ikke var kommenteret, hvorfor oplysningerne om ansøgers sygdom ikke var tillagt vægt.