103-13

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 11. december 2012

• Klagen til Ankestyrelsen

• Nævnets genvurdering

Kommunen meddelte, at det ikke var muligt at spare uforbrugte timer op efter lov om social service § 98.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. NN havde ret til at opspare uforbrugte timer indenfor en periode på 6 måneder.

Nævnet vurderede, at kontaktpersonordningen til døvblinde efter servicelovens § 98 er en særlig hjælp i form af bistand og ledsagelse til døvblinde, som træder i stedet for ledsageordningen i servicelovens § 97.

Udmåling af kontaktpersonordningen skulle som udgangspunkt udmåles på samme måde som ledsagerordningen efter § 97, og uforbrugte timer kunne derfor tilsvarende opspares indenfor en periode på 6 måneder.

Nævnet lagde vægt på, at kontaktpersonordningen har til formål at bryde den døvblindes isolation og medvirke til et så normalt liv som muligt, trods det svære kommunikationshandicap og massive ledsagebehov.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kontaktpersonordningen er en særlig ordning til døvblinde. Det forudsættes, at kontaktpersonordningen dækker ledsagebehovet, og der kan derfor ikke ydes ledsagelse efter § 97 til borgere, der har kontaktperson.

Nævnet henviste til C-32-O5, hvor Ankestyrelsen fandt, at udmåling af kontaktpersonordningen efter § 98 som udgangspunkt skal udmåles på samme måde, som i servicelovens § 97, samt at der efter omstændighederne kan bevilges hjælp til dækning af opholds- og fortæringsudgifter til kontaktpersonen, selvom det ikke fremgår direkte af § 98.

Nævnet vurderede derfor og under hensyn til formålet med § 98, at uforbrugte timer tilsvarende kan overføres indenfor en periode på 6 måneder, selvom det ikke fremgår af § 98.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Nævnet bemærkede herefter, at man ved § 98 ud fra en formålsfortolkning, herunder at ordningen skal dække den døvblindes massive ledsagebehov, må kunne opspare uforbrugte timer inden for 6 måneder på samme måde som med hjælpen efter § 97, selvom det ikke er direkte reguleret i § 98. I modsat fald ville persongruppen efter § 98 være dårligere stillet end andre, der får bevilget ledsagelse