C-35-03

Sagen vedrørte en 35-årig kvinde, der havde mistet al hårvækst på hele kroppen på grund af hudsygdommen alopecia universalis. Ansøgeren havde siden 1986 anvendt maskinfremstillede parykker. Ansøgeren var gift og havde børn.

Kvinden ansøgte kommunen om bevilling af et nyt hårsystem "Hår for livet". Ansøgningen var suppleret med en udtalelse fra fabrikanten, som solgte det pågældende hårsystem. Hårsystemet bestod af meget fint, ægte hår på en ultratynd bund, som sad fast på issen i en monteringscreme i 1 måned ad gangen. Herefter blev hårsystemet afmonteret, renset og påmonteret igen. Holdbarheden var begrænset til 4 måneder, hvorefter håret blev uskiftet og erstattet af nyt hår. Hårdelen sad fast på issen i hele perioden og man kunne f.eks. bade og dyrke sport med håret på. Systemet blev kun solgt på abonnement. Der var et startbeløb på 9.375 kr. Herudover et abonnement på 1500 kr. pr. måned, i alt 18.000 kr. årligt.

Ansøgeren oplyste om de mange begrænsninger hun oplevede som følge af brug af maskinfremstillet paryk ved besøg i svømmehal og i go-cart bane, ved biografbesøg og ved foredrag m.v. Hun havde også problemer med at bruge hjelm, hvorfor hun ikke deltog i turene, når familien stod på ski. Herudover oplyste kvinden, at hun i sit arbejde i en købmandsforretning brugte megen energi på hele tiden at være sikker på, at det ikke kunne ses, at hun havde en paryk på. Ansøgeren beskrev, at hun så en utrolig frihed og et nyt liv uden begrænsninger ved at få bevilget "Hår for livet".

Kommunen gav afslag på ansøgningen. Kommunen fandt ud fra en helhedsvurdering fortsat, at lidelsen var afhjulpet med de maskinfremstillede parykker.

Kommunen oplyste ved remonstrationen, at kvinden tidligere havde fået bevilget 2 maskinfremstillede parykker pr. år, men siden 1994 hvor hun fik arbejde i et køkken, havde hun fået bevilget 4 maskinfremstillede parykker om året, fremstillet af kunstfiber.

Under nævnets behandling oplyste kvinden, at en fabriksfremstillet paryk kostede ca. 1.800 kr.

Nævnet fandt, at kvinden var berettiget til hjælp til parykken "Hår for livet" som et hjælpemiddel. Nævnet henviste til servicelovens § 97, stk. 1, nr. 1 og § 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens § 97 og § 98. Det fremgår af disse bestemmelser, at der ydes støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af funktionsnedsættelsen. Hjælpen ydes til det bedste og billigste hjælpemiddel.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at parykken "Hår for livet" sad fast og derfor ikke blev skubbet skæv under almindeligt brug, herunder fritidsaktiviteter. Det var nævnets opfattelse, at en paryk, der sad fast ligesom det oprindelige hår, måtte anses for at være et væsentligt bedre hjælpemiddel end en løs paryk. Nævnet lagde vægt på, at en paryk var et særligt personligt hjælpemiddel, og at en optimal funktion var afgørende for brugerens velbefindende.

Nævnet henviste til punkt 29 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v., hvor det bl.a. er anført, at der kan være sket en udvikling på hjælpemiddelmarkedet, som giver mulighed for at få et hjælpemiddel, der er væsentlig bedre egnet.

I kommunens klage til Ankestyrelsen anmodede kommunen om principiel stillingtagen til, om alle, som havde fået bevilget fabriksfremstillede parykker, fremover skulle bevilges "Hår for livet", som koster 18.000 kr. årligt. Kvinden oplyste, at der var problemer med at den bevilgede paryk sad skævt eller faldt af. Kommunen vurderede, at disse problemer var generelle for alle, der benyttede paryk. Kommunen fandt ikke, at det var rimeligt at kommunen skulle pålægges at bevilge hjælp til "Hår for livet", da de fabriksfremstillede parykker havde dækket ansøgerens behov de sidste 16 år.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen beskrev kvinden sine oplevelser efter at hun havde fået påmonteret parykken "Hår for livet". Hun oplevede at brug af den maskinfremstillede paryk gav problemer, som for eksempel i forbindelse med biografbesøg, hvor hun kun ville sidde bagerst i biografen og at hendes børn aldrig havde fået lov til at røre ved hendes paryk m.v. Ansøgeren beskrev også den frihed hun nu havde i forbindelse med at hun havde fået monteret "Hår for livet".

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en vurdering af bevilling af en hårprotese "Hår for livet" som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97 sammenholdt med § 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens § 97 og § 98, hvorefter hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.