Aktivloven
2011

60-11

J.nr.: 2100499-10

Resume

En gift kontanthjælpsmodtager skal have udmålt kontanthjælp som gift, selvom ægtefællen er flyttet på plejehjem, og samlivet således er ophævet. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at hjælpen til et ægtepar udmåles efter særlige regler...

Lovgrundlag

  • Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 2, stk. 1, § 2, stk. 2, § 26, stk. 1, § 26, stk. 4 og § 30, stk. 2

Sagsfremstilling

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 29. september 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 19. november 2010

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

NN havde siden maj 2009 været ansat af kommunen til at passe sin syge ægtefælle i hjemmet. Ægtefællen modtog førtidspension.

Den 9. februar 2010 søgte hun om kontanthjælp.

Ansøgningen var begrundet i, at hendes ægtefælle var flyttet på plejehjem, og at hun derfor var uden indtægt efter udgangen af februar 2010.

Kommunen traf afgørelse om, at NN skulle have beregnet kontanthjælp som gift.

NNs ægtefælle havde modtaget førtidspension siden den 1. januar 2003. Ægtefællen fik efter flytning til plejehjem beregnet førtidspension som enlig.

Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse om, at NN skulle have beregnet kontanthjælp som enlig.

Nævnet lagde vægt på, at NN havde været udsat for en social begivenhed i forbindelse med arbejdsløshed, hvor hun havde mistet sin lønindtægt.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at NNs ægtefælle efter indflytning på plejehjem havde ændret status i relation til sociale ydelser og herefter ansås som enlig, da samlivet var ophævet.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse.

Kommunen klagede over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Kommunen gjorde gældende, at NN skulle have beregnet kontanthjælp som gift.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om beregning af kontanthjælp, når ansøgers ægtefælle er flyttet på plejehjem og samlivet således er ophævet. Resultatet er: • NN skal have udmålt kontanthjælp som gift Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY. Vi er således enige i kommunens afgørelse af 11. maj 2010 om, at NN skal have udmålt kontanthjælp som gift. Vi har ikke i øvrigt taget stilling til kommunens afgørelse. NN skal ikke tilbagebetale eventuelt for meget udbetalt kontanthjælp som følge af Beskæftigelsesankenævnets afgørelse. Kommunen skal foretage en ny beregning af kontanthjælpen. Der var enighed på mødet.

Nøgleord

KontanthjælpUdmålingPlejehjemBeregningGiftSamlivsophævelse