U-34-03

Højesteret afsagde følgende dom Højesteret tiltrådte, at sikredes krav på yderligere erstatning efter den dagældende lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf. lovbekendtgørelse nr. 259 af 18. august 1964, var en fordring, som var omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lov 5-14-4. Forældelsesfristen efter denne bestemmelse måtte i den foreliggende sag regnes fra den 2. februar 1966, da arbejdsulykken skete, eller i hvert fald senest fra det tidspunkt i 1968, da den tidligere sag om erstatning efter ulykkesforsikringsloven blev afsluttet. Højesteret fandt, at der efter skadens karakter og omfang ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse den 20-årige forældelse for suspenderet, jf. herved Højesterets dom i UfR 1989.1108. Højesteret tiltrådte herefter, at sikredes krav på yderligere erstatning var forældet efter Danske Lov 5-14-4. Efter det anførte var der ikke anledning til at tage stilling til, om kravet er omfattet af forældelsesloven af 1908. Det forhold, at de sociale myndigheder i enkelte andre tilfælde efter konkrete vurderinger havde anset den 20-årige forældelse for suspenderet, gav ikke grundlag for at fastslå, at der var sket brud på den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.