U-2-99

En nu 56-årig kvinde havde fra 1980 arbejdet som sygehjælper, i de senere år på nattevagt i 7-dages skift med 7 dages arbejde og 7 dage fri. Hun pådrog sig den 5. januar 1993 udenfor arbejdstid et svært knusningsbrud i højre håndled, som ophelede med fejlstilling og bevægeindskrænkning. Hun havde også efter opheling vedvarende smerter i håndleddet ved belastning af håndleddet. Hun var sygemeldt frem til 20. maj 1993. Ved undersøgelsen i juni 1993 fandtes bevægeligheden i højre håndled ret kraftigt reduceret med volar-fleksion (bøjning nedad) 15 gr. og dorsal-fleksion(bøjning opad) 25-30 grader. Håndtrykskraften var angivet til at være ca. det halve af håndtrykskraften i venstre håndled. Der var desuden nedsat sensibilitet svarende til lillefingersiden af højre hånd.

Skadelidte fik efterfølgende via Patientforsikringen tilkendt godtgørelse for 10% i mén på grund af fejlbehandling.

Frem til 1995 var hun kun i begrænset omfang sygemeldt som følge af håndledsskaden, men hun søgte i juni 1994 læge på grund af symptomer i form af hævelse af håndleddet under arbejde, smerter i albuen og mange smerter i håndleddet sidst på arbejdsugen.

Hun blev desuden i september 1994 undersøgt for belastningssmerter ved højre tommelfingers rod. Det blev i den forbindelse oplyst, at hun havde fået hjælp til at tage de tunge patienter om morgenen, hvorfor hun stadig kunne passe sit arbejde. Efter indhentelse af røntgenbilleder blev det konkluderet, at belastningssmerterne omkring tommelroden skyldtes slidgigt, der ligeledes var på vej i venstre side. Symptomerne blev værre på højre side pga. håndledsfrakturen. Ved undersøgelsen var bevægeligheden i håndleddet dorsalt/volart(opad-nedad) 45/20 gr.

Hun blev på en nattevagt mellem 3. og 4. marts 1995 udsat for en arbejdsskade, hvor en klient rullede henover hendes højre håndled, hvilket medførte hævelse og blålig misfarvning omkring leddet. Hun søgte dog først læge en uge senere, hvor lægen fandt fortsat fejlstilling svarende til det tidligere brud og ømhed svarende til flexorsenerne i 1. og 2. finger ved bevægelse. Lægen anbefalede udskiftning af natarbejdet med lettere dagarbejde/evt. arbejdsophør med pensionsansøgning.

Hendes læge oplyste i varighedserklæring af 7. juni 1995, at hun efter hans skøn ikke ville blive i stand til at genoptage sit arbejde som nattevagt, fordi det indebar periodiske tunge løft, hvilket hendes højre håndled ikke kunne tåle på grund af slidgigtforandringer efter et tidligere brud.

Skadelidte blev sygemeldt efter arbejdsskaden og efterfølgende afskediget. Hun har derefter modtaget arbejdsløshedsdagpenge og stået til rådighed for lettere arbejde. Det var oplyst, at hun forgæves havde forsøgt at skaffe sig fysisk lettere arbejde.

Hun blev undersøgt for følger af arbejdsskaden hos en speciallæge i november 1997, hvor hun oplyste om sviende smerter svarende til tommelfingersiden og hævelsestendens i håndleddet. Smerterne provokeredes umiddelbart ved fysisk belastende arbejde. Ved den objektive undersøgelse blev der fundet dorsal bevægelighed på 40 gr. og volar bevægelighed på 30 gr. Desuden håndtrykskraft på 25KPa i højre hånd, mod 45 i venstre hånd. Der fandtes ganske fin skurren svarende til højre håndled.

Speciallægen konkluderede, at det måtte formodes, at det tidligere knusningsbrud og den konstaterede begyndende slidgigt havde haft betydning for den ret betydelige følgetilstand af traumet 4. marts 1995.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fik skadelidte afslag på godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne, da ménet var mindre end 5%, og tab af erhvervsevne var mindre end 15%.

Arbejdsskadestyrelsen har ved afgørelsen om mén lagt vægt på, at der efter styrelsens skøn ikke var sket en væsentlig forværring af de gener, som hun allerede havde inden arbejdsskaden.

Arbejdsskadestyrelsen har ved afgørelsen om erhvervsevnetab lagt vægt på, at skadens begrænsede følger ikke i sig selv kunne begrunde ændringer i hendes arbejdssituation i et sådant omfang, at erhvervsevnen kunne anses for nedsat med 15% eller derover.