U-13-08
Officiel principafgørelse
Efter arbejdsskadesikringsloven er en skade, der sker i forbindelse med befordring til og fra arbejdet normalt ikke dækket af arbejdsgiverens arbejdsskadesikring. Der kan dog ske anerkendelse af en skade, hvis tjenesteforholdet til arbejdsgiveren ell...
Lovhenvisninger
Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 - § 4, stk. 3, § 5 og § 6, stk. 1
Sagsfremstilling 1:
Sag nr. 1
J.nr. 1207514-07
Sikrede arbejdede som reparatør af kopimaskiner. Reparationerne blev foretaget hos forskellige kunder, og normalt kørte sikrede i firmabil ud til første kunde, og kørte fra sidste kunde direkte til den private bopæl. Ifølge ansættelseskontrakten arbejdede sikrede delvist hjemmefra, således at han tjekkede reservedele fra natlige leveringer på sin private bopæl, samt tjekkede e-mails om dagens opgaver, inden han kørte mod første kunde. Den daglige arbejdstid begyndte kl. 07.30. I tidsrummet 07.45- 08.00 skulle sikrede ifølge ansættelseskontrakten tjekke de leverede reservedele og de indkomne mails, således at han var i stand til at køre mod første kunde så tæt på kl. 08.00 som muligt. Det var jævnligt nødvendigt for sikrede at køre til sin arbejdsgivers adresse for at opdatere softwaren i sin computer til brug for reparation af kopimaskinerne. Han tilbragte efter det oplyste 11-15 % af den samlede arbejdstid på virksomhedens adresse i forbindelse med møder, sociale arrangementer og opdatering af computeren.
Dagen før skadesdagen havde sikrede under en reparation af en kopimaskine hos en kunde fundet ud af, at der manglede software til computeren for at færdiggøre reparationen. Han udskød derfor resten af reparationen til næste dag. På skadesdagen begyndte sikrede arbejdsdagen på normal vis ved på den private bopæl at tjekke reservedele fra de natlige leveringer samt tjekke e-mails om dagens opgaver, inden han kørte med retning mod sin arbejdsgivers adresse for at opdatere computeren. På vejen dertil var han udsat for et trafikuheld.
Arbejdsskadestyrelsen havde i den påklagede afgørelse vurderet, at hændelsen ikke var omfattet af arbejdsskadeloven. Der blev lagt vægt på, at ambulante medarbejdere som hovedregel var dækket under kørsel hjemmefra ud til den første kunde, men at sikrede på skadesdagen var på vej til sin arbejdsgivers adresse. Idet transport til og fra arbejde ikke var omfattet af arbejdsskadeloven, blev hændelsen afvist som omfattet af loven.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en tilskadekomst, der indtraf for en ambulant medarbejder under færden fra den private bopæl til arbejdsgivers adresse, var omfattet af arbejdsskadeloven, når der forinden var påbegyndt og udført arbejde for arbejdsgiveren på den private bopæl.
Relaterede afgørelser
Har du spørgsmål?
Spørg Regelrytter AI chat for dybere forklaringer og kontekst om denne principafgørelse.