R-4-00

En handicappet mand havde fast bopæl i A kommune, men hvert år opholdt han sig længere tid i sit sommerhus i B kommune. A kommune havde bevilget en plejeseng til hjemmet i A kommune, men afslog at behandle ansøgningen om en plejeseng til sommerhuset, idet kommunen mente, at sommerhuskommunen måtte betragtes som opholdskommune og derved handlekommune, bl.a. når det drejede sig om bevilling af hjælpemidler.

A kommune var af den opfattelse, at sager som denne vedrørende hjælpemidler, som var svære at transportere, måtte opfattes som omfattet af Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, 1998, pkt. 86, 2. afsnit, hvoraf det fremgik, at visse former for hjælp skulle ydes af den midlertidige opholdskommune.

Nævnet traf den afgørelse, at en svært handicappet mand var berettiget til at få behandlet sin ansøgning om elektrisk plejeseng til sit sommerhus i B kommune af A kommune.

Nævnet lagde vægt på, at opholdskommunen var den kommune, hvor ansøger havde sin bopæl.

Det var nævnets opfattelse, at det forhold, at ansøger i en periode opholdt sig i sit sommerhus i B kommune, ikke var ensbetydende med, at handleforpligtelsen overgik til B kommune, hvor sommerhuset lå.

Ved Ankestyrelsens telefoniske henvendelse til en ergoterapeut i A kommune, oplyste denne bl.a., at plejesengen blev søgt af hensyn til den daglige pleje af manden, som var tetraplegiker. Plejesengen var

endvidere søgt af hensyn til hans hjælpere, idet han var tung og skulle sidde op, når han brugte kateter. Hjælperne skulle endvidere kunne flytte ham fra plejesengen til el-kørestolen. Manden havde selv ansat sine hjælpere med økonomisk støtte fra A kommune.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på uddybelse af praksis med hensyn til hvilken kommune, der er opholds- og handlekommune ved ansøgning om elektrisk plejeseng til brug i sommerhus, og dermed skal behandle ansøgningen.