P-37-00

Sagen drejede sig om en enlig folkepensionist, der første gang havde søgt varmetillæg i februar 1992. Han blev ved den lejlighed gjort opmærksom på oplysningspligten.

Kommunen standsede varmetilskuddet flere gange i årenes løb med den begrundelse, at der ikke var indgået dokumentation i kommunen for forbruget i det forløbne år. Varmetillægget ville blive genoptaget med tilbagevirkende kraft, når der forelå kvitteringer.

Den 28. oktober 1999 henvendte ansøger sig igen til kommunen om varmetillæg, som han ikke havde modtaget i lang tid. Han havde haft en udgift til olieforbrug på ca. 2000 kr., og havde derudover haft et forbrug af brænde, som ikke kunne dokumenteres.

Samme dag meddelte kommunen, at der skulle fremsendes kvitterede regninger for varmeforbruget for det sidste år. I modsat fald kunne varmetillægget ikke beregnes. Dette var meddelt ansøger ved tidligere henvendelser i kommunen og skriftligt den 24. november 1993.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse. Kommunen havde ikke været berettiget til at standse udbetaling af varmetillæg, da kommunen ikke forud for standsning af varmetillægget sås at have givet ansøger en frist på 3 måneder til at fremkomme med kvitteringer for sit varmeforbrug, ligesom

kommunen heller ikke sås at have oplyst ham om konsekvensen af ikke at fremkomme med de ønskede oplysninger.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ovennævnte regel kun gjaldt selve pensionsudbetalingen, men ikke personligt tillæg i form af varmetillæg.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen har pligt til at give en frist på 3 måneder til at fremkomme med dokumentation for varmeforbrug og oplyse om konsekvensen af manglende indsendelse af dokumentation for ophør af udbetaling af tillæg.