P-33-03

Sagen drejede sig om en kvinde der trods sine helbredsklager var fuldtidsansat som kontormedhjælper i sin ægtefælles ingeniørfirma frem til sin død i september 2003.

Hun var selvhjulpen i dagtimerne. Ægtefællen klarede det meste i husholdningen og familien havde hushjælp én gang ugentlig.

Hun havde en række helbredsgener, hvoraf den primære lidelse var følger efter nyretransplantation i 1987 samt gigt. Forløbet af transplantationen havde været vellykket frem til sommeren 2002 hvor der indtrådte nyresvigt. Først blev hun behandlet med hæmodialyse på hospital, men fra august 2002 blev der etableret peritonealdialyse i hjemmet om natten. Dialyse foregik hver nat mellem kl. 22.00 og kl. 7.00.

I begyndelsen kunne hun selv klare betjeningen af dialyseapparatet, men fra omkring november 2002 var hendes gigtproblemer med påvirkning af blandt andet hænderne, så fremskreden, at hun ikke længere selv kunne klare til- og frakobling til apparatet.

Det var hendes ægtefælle der ydede den nødvendige hjælp. Han måtte derfor altid være til stede i hjemme i den tid dialysen varede.

Kommunen traf afgørelse om, at ansøgeren var berettiget til invaliditetsydelse, men derimod ikke til bistandstillæg.

Det sociale nævn fandt, at hun opfyldte betingelserne for bistandstillæg.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgeren havde et stadigt behov for bistand i forbindelse med dialysebehandlingen og at dette behov oversteg hvad der kunne betragtes som ægtefællehåndsrækninger.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen at man var opmærksom på praksis som udmeldt i SM P-1-82, men fandt, at denne praksis ikke havde relevans i denne sag, hvor der var tale om peritonealdialyse i en moderne natmaskine, hvilket skulle sammenholdes med ansøgerens funktionsniveau, og det at hun havde et relativt beskedent bistandsbehov.

Nævnet bemærkede ved genvurdering af sagen, at man ved afgørelsen havde været opmærksom på, at SM P-1-82 var udtryk for en 20 år gammel praksis, og at dialyseteknikken havde udviklet sig i de forløbne år. Nævnet havde lagt vægt på, at ansøgeren uanset dette, havde behov for bistand i forbindelse med dialysen som følge af sin gigtlidelse, og at denne tilstand måtte anses for varig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på supplement af tidligere udsendt Sociale Meddelelse SM P-1-82 om bistandstillæg til dialysepatienter