P-28-03
Officiel principafgørelse
Ved udmåling af hjælp efter servicelovens § 77 havde kommunen ret til at tage hensyn til et tilkendt plejetillæg, som vedrørte samme formål som hjælpen efter serviceloven. Udmålingen skulle foretages efter en konkret individuel vurdering af arten og ...
Sagsoplysninger
En 55-årig kvinde der modtog højeste førtidspension og plejetillæg på grund af spastisk lammelse, havde behov for pleje og tilsyn 24 timer i døgnet.
Kommunen havde bevilget personlig hjælp i 99 timer ugentlig. Denne hjælp skulle dække udadrettede aktiviteter og hjælp der skulle ydes af hjemmeplejen. Herudover var der bevilget 474 timer i en årlig pulje, hvoraf de 224 timer var rådighedstimer.
Pensionistens behov var imidlertid 174 timer ugentlig, men hun havde selv valgt 99 timer ud fra et ønske om at kunne være privat.
Kommunen traf afgørelse om at pensionisten fortsat skulle have sit plejetillæg, men at halvdelen af dette tillæg skulle anvendes til delvis dækning af den bevilgende hjælpeordning samt til de merudgifter der var forbundet med kvindens handicap. Den resterende del af plejetillægget kunne pensionisten anvende til at køb af ekstra hjælp ud over de bevilgede 99 timer.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet lagde til grund at et bistands- og plejebehov som udgangspunkt skulle dækkes efter pensionslovens regler. Nævnet lagde endvidere til grund af pensionisten fortsat fik sit fulde plejetillæg udbetalt og at hendes behov for hjælp og pleje delvist blev dækket af hjælpeordningen.
Ved genvurdering af sagen, fandt nævnet ikke grundlag for at ændre sin afgørelse.
Efterfølgende udtalte nævnet, efter forespørgsel fra Folketingets Ombudsmand, at der ikke var hjemmel i pensionslovens § 16, stk. 2 til at afholde udgifter, som det ville være muligt at dække efter servicelovens § 84.
Nævnet gav udtryk for, at kommune burde have foretaget en konkret, individuel vurdering af hvor stor en del af pensionistens plejetillæg der skulle indgå i udmålingen af hjælpen efter servicelovens § 77, frem for at have en praksis med at det var halvdelen af plejetillægget. Kommunen burde også have vurderet størrelsen af de merudgifter pensionisten havde i forbindelse med sit handicap og herefter have godkendt disse udgifter efter servicelovens § 84.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvilke udgifter der kunne forventes dækket af plejetillæg efter pensionslovens § 16, stk. 2, set i forhold til merudgifter dækket efter servicelovens § 84, jf. samme lovs § 77.
Lovhenvisninger
Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 16, stk. 2
Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 77 og § 84
Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 96 og § 100
Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 16, stk. 2
Relaterede afgørelser
Har du spørgsmål?
Spørg Regelrytter AI chat for dybere forklaringer og kontekst om denne principafgørelse.