P-24-05

Ansøger, der modtog mellemste førtidspension, søgte om personligt tillæg til halvdelen af en samlet el-regning på i alt kr. 3.337,96. Han oplyste samtidig til kommunen, at hans hustru havde søgt om halvdelen i Voksenafdelingen som en enkeltydelse.

Kommunen afslog at yde personligt tillæg, idet ægtefællernes samlede økonomiske forhold ikke kunne anses for at være særlig vanskelig. Kommunen havde beregnet ægtefællernes rådighedsbeløb til ca. kr. 10.100 pr. måned. , når deres faste udgifter, der var oplyst på ansøgningsskemaet, var afholdt.

Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet vurdering og afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke skulle medtage invaliditetsbeløbet på kr. 2.261 ved beregning af rådighedsbeløbet.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren modtog mellemste førtidspension efter førtidspensionslovens § 14, stk. 2, nr. 1, sammenholdt med Ankestyrelsens praksis om betydning af invaliditetsbeløbet ved trangsvurderinger.

Nævnet fandt, at invaliditetsbeløbet var beregnet til at dække pensionistens personlige behov som følge af invaliditeten, og at der ved beregning af rådighedsbeløbet, der var oplyst til kr. 10.100 pr. måned skulle bortses fra invaliditetsbeløbet.

Ud fra principperne i Ankestyrelsens praksis skulle kommunen på det fornyede beregningsgrundlag, tage konkret stilling til, om ansøgeren havde mulighed for selv at betale el-regningen.

Efter nævnets opfattelse var der overensstemmelse mellem afgørelserne fra Ankestyrelsen og ansøgerens sag, idet invaliditetsbeløbet som udgangspunkt var beregnet til at dække de personlige behov som følge af invaliditet, og beløbet derfor ikke skulle indgå i vurdering af, om han havde ret til støtte efter pensionslovens regler om personligt tillæg.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der ved tilkendelse af social pension henholdsvis mellemste eller højeste førtidspension, hvor invaliditetsbeløbet indgik, ikke dokumenteredes, at der var udgifter som følge af invaliditeten, som androg ca. 2.200 kr. pr. måned. Der kunne generelt være et stort antal førtidspensionister, der var tilkendt mellemste eller højeste førtidspension, hvor erhvervsevnen var nedsat med ca. 2/3 eller mere, der rent faktisk ingen udgifter havde til personlige behov som følge af invaliditeten. Det var endvidere anført, at i udgifterne, der blev medtaget ved rådighedsberegningen ved tildeling af personligt tillæg, blev alle de udgifter medtaget, som pensionisten havde forbundet med invaliditeten. Dette kunne begrunde, at invaliditetsbeløbet også skulle indgå.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om invaliditetsbeløbet skulle medregnes i den økonomiske vurdering ved tildeling af personlige tillæg efter § 17, stk. 2, i førtidspensionsloven.