P-1-92

En folkepensionist P boede selv i en ejerlejlighed og ejede samtidig en anden ejerlejlighed, som var udlejet til et ældre familiemedlem.

Friværdien i den udlejede lejlighed betragtedes af skattemyndighederne som egenkapital i udlejningsvirksomhed.

Ved vurderingen af om P's økonomiske forhold ved årsskiftet 1989/1990 var særligt vanskelige, hvilket er en betingelse for at få personligt tillæg (medicinkort), tog kommunen udgangspunkt i skatteoplysningerne for 1988. P blev telefonisk opfordret til at dokumentere eventuelle ændringer i formueforholdene, men det gjorde P ikke.

Kommunen medregnede friværdien i den udlejede lejlighed som formue. Som følge heraf oversteg formuen væsentligt kommunens vejledende formuegrænse for tildeling af personligt tillæg. P fik herefter afslag på medicinkort. Værdien af P's egen ejerbolig holdtes uden for formueopgørelsen.

Ankenævnet fandt, at personligt tillæg til medicin måtte vurderes på baggrund af P's formueforhold på ansøgnings/bevillingstidspunktet.

Nævnet fandt ikke, at kommunalbestyrelsen ved opgørelsen af P's likvide formue havde været berettiget til at medtage friværdien af den udlejede ejerlejlighed, idet denne friværdi ikke kunne betragtes som likvid.

Nævnet hjemviste derfor sagen til kommunalbestyrelsen til ny vurdering. I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at skatteoplysningerne for 1988 generelt anvendtes i 1990 ved opgørelse af samtlige pensionisters indtægts- og formueforhold, medmindre der var sket ændringer, jf. Sikringsstyrelsens vejledning af 25. januar 1988, pkt. 158-166. Kommunen havde nu foretaget en opgørelse af formuen pr. 31. december 1989, men kommunen skønnede fortsat ikke at P var særlig vanskeligt stillet.

Sagen blev behandlet på principielt møde til afklaring af, om friværdien i en udlejet ejerlejlighed kan/må betragtes som likvid formue.