O-130-96

Ansøger, der var ugift og uden børn, påbegyndte den 16. januar 1995 aftjening af 6 måneders værnepligt. Han var uddannet blikkenslager pr. 31. december 1994. Han var i arbejde indtil indkaldelsen og havde haft indtægter, der berettigede til kontanthjælp som ikke-forsørger.

Ansøger anmodede kommunen om supplerende kontanthjælp til værne pligtslønnen for marts, april og maj 1995 på grund af lav løn i de første 4 måneder.

I ansøgningen oplystes, at ansøger havde faste udgifter på 1.200 kr. om måneden til husleje.

Ifølge lønseddel for februar 1995 modtog ansøger en skattepligtig ydelse på 3.296 kr. samt skattefri kostpenge med 2.254 kr. svarende til 80,50 kr. pr. dag. Der blev fratrukket ialt 474 kr. i arbejds markedsbidrag og skat. Han fik herefter udbetalt 5.076 kr. fra forsvaret.

Kommunen beregnede, at kontanthjælpen ville udgøre 6.652 kr. minus skat 1.876 kr. = 4.776 kr.Kommunen gav herefter afslag på ansøgningen, idet de månedlige netto udbetalinger fra forsvaret var højere end kontanthjælpen på grund af det skattefrie kostbeløb.

Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste henviste herefter til det anførte i Socialministeriets vejledning af 30. november 1993 om kontanthjælp efter bistandsloven (nu vejledning nr. 45 af 3. april1995) pkt. 7 om, at fradrag for indtægter foretages i brutto kontanthjælpen med de faktiske beløb, uafhængigt af hvorledes indtægterne behandles skattemæssigt, og mente, at ansøger måtte være berettiget til et skattepligtigt supplement svarende til forskellen mellem bruttokontanthjælpen og bruttoværnepligtslønnen inkl. kostpengene.

Kommunen fastholdt sin afgørelse og præciserede, at man ved udreg ningen ikke havde medtaget fiktive beløb, men fradraget kosten med det faktisk udbetalte beløb.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge kommunen at bevilge supplement til ansøger efter bistandslovens § 37 til de ydelser, han modtog som værnepligtig, og begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke var i en trangssituation, som burde afhjælpes med kontanthjælp, da de ydelser, han modtog, var fastsat under hensyn til, at de skulle dække behovet for de indkaldte værnepligtige med forhold svarende tilhans. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ikke havde for sørgerpligter.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at når der søgtes om hjælp til værnepligtige, var det med udgangspunkt i, at værnepligtblev betragtet som en social begivenhed, jf. pkt. 3 g i Social ministeriets ovennævnte vejledning.

Med baggrund i, at den aktuelle kontanthjælpstakst var større end den aktuelle bruttoværnepligtsløn, kunne værnepligtige være i en sådan trangssituation, at de var berettiget til supplerende økonomisk hjælp efter bistandslovens § 37.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes supplerende kontanthjælp til værnepligtsløn, herunder hvorledes der i henhold til bistandslovens § 38 skulle forholdes vedrørende det skattefrie kostbeløb.