M-7-07

Ankestyrelsen fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse om ansøgers boligstøtte. Det betød, at sagen blev hjemvist til kommunen med henblik på at indhente yderligere oplysninger og træffe ny afgørelse. Det fremgår af boligstøttelovens bestemmelse om særlig høj leje i forhold til indkomsten, at overstiger lejen halvdelen af husstandsindkomsten, skal kommunalbestyrelsen efter en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold bestemme, om boligstøtte kan ydes. Det samme gælder, hvis særlige forhold, f.eks. i forbindelse med ansøgerens afståelse af sin hidtidige bolig og leje af den lejlighed, hvortil boligstøtten søges sandsynliggør, at lejeaftalen er tilrettelagt med særligt henblik på opnåelse af boligstøtte. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at boligstøtte ydes med et nedsat beløb. Det fremgår af Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte, pkt. 98, at bestemmelsens 2. pkt., tager sigte på den situation, hvor lejen ikke overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, men dog forekommer særlig høj, og der foreligger særlige forhold i forbindelse med lejeaftalens indgåelse, der tyder på, at aftalen tilsigter opnåelse af boligstøtte som et primært formål. Endvidere at det er en betingelse for at bringe bestemmelsens 2. pkt., i anvendelse, at lejen forekommer særlig høj. Boligtageren vil efter omstændighederne være omfattet, når boligstøtte søges efter afhændelse af en ejerbolig, og ansøgeren bliver boende i samme bolig som lejer, og der i øvrigt er nær forbindelse mellem lejer og udlejer. Ombudsmanden har i FOB 1994. 323 udtalt, at bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor fuld boligstøtte afslås efter bestemmelsens 1. og 2. pkt. har pligt til at vurdere, om der - i stedet kan ydes delvis støtte. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen ikke havde taget stilling til betingelsen for at bringe bestemmelsen 2. pkt. i anvendelse, om at lejen skulle forekomme særlig høj. Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at ansøger kunne være blevet boende, men altså havde besluttet at sælge indicerede, at lejeaftalen var tilrettelagt med særligt henblik på opnåelse af boligstøtte. Kommunen havde endvidere heller ikke taget stilling til, om ansøger kunne ydes delvis støtte. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at sagen i nævnet var utilstrækkeligt oplyst med henblik på at tage stilling til, om lejen forekom særlig høj. Ankestyrelsen fandt ikke at nævnets henvisning til, at huset var fra 1954, og at der ikke var sket moderniseringer siden 1976, hvor køkkenet blev moderniseret, var tilstrækkeligt til at afgøre, om lejen forekom særlig høj. Ankestyrelsen fandt endvidere, at den økonomiske begrundelse i nævnets afgørelse var utilstrækkelig. Det fremgik ikke, på hvilken måde det forhold, at ansøger før salget havde et rådighedsbeløb på 3.000 kr. og efter salget incl. et fiktiv beregnet boligydelse havde et rådighedsbeløb på 146 kr., indicerede, at det primære formål med lejeaftalen var opnåelse af boligstøtte. Nævnet havde heller ikke forholdt sig til ansøgers rente- og formueforhold efter salget. Nævnet havde endvidere ikke taget begrundet stilling til, om ansøger ville være berettiget til delvis støtte. Ankestyrelsen ophævede således kommunens og nævnets afgørelse. Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen med henblik på at træffe ny afgørelse efter at have indhentet yderligere oplysninger om, hvordan ansøgers leje var fastsat, og hvad lejen i en tilsvarende lejebolig i området ville være, forinden kommunen tog stilling til, om lejen forekom særlig høj. Kommunen skulle endvidere foretage en samlet vurdering af ansøgers økonomiske og personlige forhold, forinden der blev truffet ny afgørelse om boligstøtte. Endelig skulle kommunen tage stilling til, om ansøger var berettiget til delvis ydelse, såfremt der ikke kunne ydes fuld boligstøtte.