M-5-03
Resume
En mand søgte om og fik udbetalt boligstøtte til en lejlighed, hvor han oplyste, at han skulle bo sammen med sin søn. Ansøgeren havde sønnen boende ca. halvdelen af tiden. Der var fælles forældremyndighed over sønnen, som var tilmeldt folkeregistret ...
Lovgrundlag
- Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 896 af 5. november 2003 - § 47, stk. 7
Sagsfremstilling
Manden søgte i forbindelse med en skilsmisse om boligstøtte i form af boligsikring samt beboerindskudslån. I ansøgningsskemaets punkt 5 oplyste han, at udover ham skulle sønnen bo i boligen, hvortil han søgte boligstøtte.
Det fremgik af vejledningsteksten til punkt 5 blandt andet, at alle personer, der ud over ansøgeren i punkt 1, boede eller skulle bo i boligen, skulle anføres under punkt 5. Børn af ansøger, ægtefælle eller samlever regnedes for børn, når de havde fast ophold i boligen og var under 23 år. Andre børn i boligen kunne medregnes som børn, hvis der forelå et godkendt plejeforhold, som kunne dokumenteres.
Det fremgik videre af vejledningsteksten, at børn, som havde midlertidigt ophold uden for hjemmet, ofte kunne medregnes. Nærmere beskrivelse af denne situation skulle anføres særskilt.
Kommunen beregnede og udbetalte herefter boligstøtte til ansøgeren. Efterfølgende konstaterede kommunen ved en folkeregisterkontrol, at sønnen ikke var tilflyttet adressen. Kommunen tog derfor sønnen ud af boligstøtteberegningen og omberegnede boligstøtten. Ansøgeren skulle tilbagebetale den for meget udbetalte boligstøtte.
Ansøgeren indbragte kommunens afgørelse for det sociale nævn, idet han anførte, at han havde handlet i god tro ved ansøgningen. Han oplyste blandt andet, at han efter en skilsmisse skulle bo sammen med sønnen halvdelen af tiden og have fælles forældremyndighed. I ansøgningsskemaet vedrørende boligstøtte skulle han oplyse, hvem der udover ham boede i lejligheden, hvilket han mente, at sønnen gjorde. Det fremgik ikke af skemaet, at sønnen skulle have folkeregisteradresse hos ansøgeren for at kunne medregnes.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse om, at ansøgerens søn ikke ved boligstøtteberegningen kunne medregnes til husstanden, jf. boligstøttelovens § 7, stk. 3, og at det var det berettiget, at kommunen omregnede boligstøtten. Nævnet henviste til, at manden ved ansøgningen om boligstøtte ikke havde givet fyldestgørende oplysninger om husstandens sammensætning, og at vejledningen i ansøgningsskemaet var tilstrækkelig til, at han burde have indset, at han ikke havde givet fuldt korrekte oplysninger om husstandens sammensætning, og at det derfor var korrekt, at kommunen havde krævet den for meget udbetalte boligstøtte tilbagebetalt, jf. boligstøttelovens § 47, stk. 7.
Manden indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen, idet han blandt andet anførte, at ansøgningsskemaet var mangelfuldt og alt for let at udfylde forkert.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om ansøgeren mod bedre vidende - sammenholdt med ansøgningsskemaet og kommunens vejledningspligt - uberettiget havde modtaget boligstøtte som følge af hans oplysninger om husstandens sammensætning ved ansøgningen om boligstøtte, jf. boligstøttelovens § 47, stk. 7.
Afgørelse
Nøgleord
Relaterede afgørelser
Original principafgørelse:
Ankestyrelsens principafgørelse M-5-03 på retsinformation.dk →