L-1-06

Ansøger blev i 2003 bevilget hjælp til repatriering med kr. 122.589,50 efter repatrieringslovens § 7.

Ansøger indrejste i Somalia den 3. august 2003 sammen med 4 af sine 5 børn. Hun udrejste af Somalia sammen med de 4 børn den 28. august 2003.

Derefter tog ansøger kort ophold i et andet land, hvor hun søgte politisk asyl, inden hun rejste videre til et nyt land, hvor hun også søgte asyl. Ansøger og de 4 børn blev i april 2005 sendt tilbage til Danmark af de udenlandske myndigheder.

Den 9. august 2005 traf kommunen afgørelse om tilbagebetaling af den repatrieringshjælp, som ansøger havde modtaget, idet det var kommunens opfattelse, at hun ikke havde gjort et reelt forsøg på at repatriere.

Ansøger havde til kommunen oplyst, at hun havde problemer under sit ophold i Somalia, idet det formodedes, at hun havde penge og værdier, fordi hun havde opholdt sig i Europa. Ansøger tog hjem til sin mor. 2 dage efter hjemkomsten kom der maskerede mænd og forlangte alle hendes penge og tog hendes ting.

Ansøger havde i klagen til det sociale nævn oplyst, at hun i Somalia havde haft ophold hos sin ægtefælle, der imidlertid havde store problemer med regeringen. Ansøger havde følt sig nødsager til at forlade landet igen på grund af disse kontroverser. Det var således omstændigheder i Somalia, og problemer i forhold til ansøgers ægtefælle, som gjorde det sikrest for hende og børnene at forlade landet igen. Ansøger havde efterfølgende oplyst, at hun ikke havde haft ophold hos sin ægtefælle i Somalia, og at tidligere oplysning herom beroede på en misforståelse. Ansøger havde endvidere oplyst, at hun havde haft til hensigt at repatriere til Somalia, og at alene forholdene i Somalia havde bevirket, at det ikke ville være sikkert for hende og børnene at forblive i Somalia.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse og begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke havde gjort et reelt forsøg på at repatriere i sit hjemland, jf. repatrieringslovens § 9.

Nævnet lagde vægt på, at det var dokumenteret, at ansøger indrejste i Somalia den 4. august 2003, og at hun udrejste af landet igen den 28. august 2003.

Nævnet havde navnlig lagt vægt på, at et ophold i hjemlandet på 3 uger og 3 dage ikke kunne anses for at være tilstrækkeligt langvarigt ophold, til at det kunne anses for godtgjort, at ansøger reelt havde forsøgt at repatriere i hjemlandet.

Det forhold, at ansøger fik problemer, idet det var opfattelsen i Somalia, at hun havde penge og andre goder med, fordi hun havde opholdt sig i Europa, kunne ikke føre til andet resultat.

Nævnet lagde herved vægt på, at hvis opholdet i hjemlandet skulle anses for mere end et midlertidigt ferieophold, så skulle der være tale om en tidsmæssig udstrækning af et væsentligt større omfang end 3-4 uger, eller der skulle foreligge anden og mere konkret dokumentation på, at ansøger reelt havde forsøgt at repatriere i hjemlandet, jf. vejledning om hjælp til repatriering af 28. maj 2001.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse.

Ansøger mente ikke, at det var dokumenteret, at hun ikke havde gjort et reelt forsøg på repatriering, idet der intet var i sagens omstændigheder, som indikerede, at hun ikke reelt havde forsøgt at repatriere til hjemlandet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår særlige omstændigheder talte for tilbagebetaling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 9.