F-1-07

En kvinde var i marts 2005 bevilget fleksjob i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 70 som følge af en skulderlidelse.

Hun ville overgå til ledighedsydelse i henhold til aktivlovens § 74 a pr. 1. april 2005. Hendes sygedagpenge ville således stoppe den 31. marts 2005. Hun blev i den forbindelse gjort opmærksom på, at hun selv skulle være aktiv jobsøgende omkring fleksjob.

I forbindelse med opfølgning af sagen om ledighedsydelse blev kvinden indkaldt til samtale den 18. april 2006. På mødet oplyste hun, at hun ikke længere kunne arbejde på grund af skulderen, og at hun af sin læge var opfordret til at forespørge om pension.

Kvinden havde smerter hele tiden og syntes ikke, at der på baggrund af tidligere arbejdsprøvning i forbindelse med bevilling af fleksjob var grundlag for at etablere ny arbejdsprøvning.

Kommunen orienterede kvinden om reglerne om førtidspension og vurderede, at hun ud fra det foreliggende ikke var berettiget til førtidspension, da hun senest var vurderet til et fleksjob, og der ikke forelå nye oplysninger i sagen. Kommunen vurderede dog, at der var behov for en rådighedsvurdering, da kvinden selv var meget i tvivl, om hun kunne arbejde, og der kunne derfor være tvivl om hendes rådighed.

Kvinden blev indkaldt til en ny samtale den 3. maj 2006, hvor formålet var at give hende et tilbud til nærmere udredning af hendes arbejdsevne. Tilbuddet ville bestå af samtaler og eventuel praktik etableret i samarbejde med en konsulent, der ville være tilstede ved mødet den 3. maj 2006.

Tilbuddet blev ydet i henhold til lov om aktiv socialpolitik § 74 c og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 32.

På mødet den 3. maj 2006 havde kvinden en bisidder med. Af kommunens journalark den 3. maj 2006 fremgik, at kvinden flere gange henvendte sig igennem sin svigersøn, da hun tydeligvis ikke havde tillid til jobkonsulenten eller sagsbehandleren og var usikker på at sige ja eller nej til spørgsmål fra dem. Dette hæmmede samtalen en del.

På baggrund af forløbet gjorde kommunen det klart for kvinden, at for at konsulenten kunne arbejde med afklaringen af hendes arbejdsevne, var det vigtigt, at han talte alene med hende, og at samtalen ikke kunne foregå igennem eller med tilstedeværelse af en 3. person. Dette ville ikke skabe det nødvendige tillidsforhold mellem konsulenten og kvinden, som var nødvendig i forhold til afklaringen.

Tilbuddet startede den 8. maj 2006, hvor kvinden var indkaldt til 1. samtale. Forinden havde hun ringet og oplyst, at hun havde lavet en aftale med sit fagforbund om, at en derfra ville deltage i samtalen. Det blev gjort klart for kvinden, at konsulenten med sandsynlighed så ikke ville deltage i samtalen.

Den 8. maj 2006 blev hun afvist af konsulenten, da hun mødte op med en repræsentant fra sit fagforbund, og da hun ikke ønskede at tale med konsulenten alene.

Ved brev af 10. maj 2006 varslede kommunen ophør af udbetaling af ledighedsydelse. Det vurderedes, at hun ikke stod til rådighed for fleksjob, hvorfor hun ikke var berettiget til ledighedsydelse.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at der var tvivl om kvindens motivation for og medvirken i at få et fleksjob, når hun på trods af gentagne oplysninger om, at hun skulle møde alene til tilbuddet, valgte at medbringe bisidder. Kommunen anførte, at hun ikke havde lovkrav på at medbringe bisidder, da tilbuddet var givet i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 32. Tilbudsstedet var ikke omfattet af reglerne i forvaltningsloven vedrørende bisidder. Hun umuliggjorde derfor med fortsæt, at tilbuddet kunne gennemføres.

Det lagdes yderligere til grund, at kvinden på forhånd havde givet udtryk for modstand mod at deltage i tilbuddet samt givet udtryk for på forhånd ikke at kunne se sig på arbejdsmarkedet af helbredsmæssige årsager. Ud fra de lægelige oplysninger vurderedes der ikke at være helbredsmæssige årsager, der kunne forhindre hende i at deltage i tilbuddet.

Ved brev af 18. maj 2006 meddelte kommunen kvinden ophør af udbetaling af ledighedsydelse. Sidste beregningsdag for ledighedsydelse var den 19. maj 2006. Hun blev ved brev af samme dato gjort opmærksom på sin mulighed for at ansøge om kontanthjælp.

Fagforbundet klagede på kvindens vegne over kommunens afgørelse.

I de uddybende bemærkninger anførte forbundet, at man ikke var enige med kommunen i, at hun ikke kunne medbringe en bisidder til samtaler i det kommunale beskæftigelsesprojekt. Forbundet henviste til Justitsministeriets vejledning af 1986, vejledning om forvaltningsloven, kapitel II, punkt 5 og 7 om lovens anvendelsesområde. Det var forbundets opfattelse, at det kommunale beskæftigelsesprojekt var omfattet af forvaltningslovens regler, hvorvidt tilbuddet var afgivet i henhold til beskæftigelsesindsatslovens § 32 var i den forbindelse irrelevant.

Der henvistes endvidere til vejledningens kapitel IV, reglerne om vejledning og repræsentation, punkterne 38, 39 og 40 samt vejledningens punkt 44 om undtagelser fra adgangen til at lade sig repræsentere eller bistå af andre.

Derudover henvistes til en Ombudsmandsudtalelse i FOB nr. 97.299 og til SM R-1-06

Det sociale nævn gav ikke kvinden medhold i hendes klage. Nævnet fandt, at hun ikke var berettiget til ledighedsydelse fra den 19. maj 2006.

Nævnet fandt, at hun ikke havde taget imod et rimeligt tilbud efter aktivlovens § 74 b, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 3.

Nævnet lagde herved vægt på, at hun ikke uden bisidder havde ønsket at deltage i tilbud efter § 32 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i det kommunale beskæftigelsesprojekt, hvor der ville blive taget de nødvendige skånehensyn.

Nævnet fandt, at kvinden ikke havde ret til at medbringe en bisidder efter forvaltningslovens § 8 til tilbud efter § 32 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Nævnet lagde vægt på, at forvaltningsloven ifølge lovens § 2, stk. 1, gjaldt ved behandlingen af sager, hvori der ville blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det kommunale beskæftigelsesprojekt var ikke en forvaltningsmyndighed, der traf afgørelse i forvaltningslovens forstand. Hun havde derfor ikke ret til at medbringe en bisidder ved tilbud på det kommunale beskæftigelsesprojekt.

Når hun blev indkaldt til møde i kommunen, havde hun ret til at medbringe en bisidder, da kommunen var en forvaltningsmyndighed, der kunne træffe afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Forbundet klagede herefter på kvindens vegne over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at forbundet fortsat fandt, at der var tale om et særligt tilrettelagt kommunalt beskæftigelsesprojekt, der organisatorisk hørte under socialforvaltningen, og hvor lederen af erhvervsgruppen i socialforvaltningen var chef for projektet, samt at forvaltningen visiterede og personalet var ansat og aflønnet af kommunen. Forbundet fandt derfor, at denne kunne henregnes til den offentlige forvaltning af mere omfattende karakter og dermed var undergivet offentlig regulering, tilsyn og kontrol.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af berettigelsen til at medtage en bisidder under et tilbud efter beskæftigelsesindsatslovens § 32.