F-1-02

En kommune meddelte i brev af 8. december 1998 de pensionister, der modtog personligt tillæg til diætkost, at der med virkning fra 1. januar 1999 ikke længere ville blive ydet tilskud til diætkost efter § 17, stk. 1, men at der kunne søges tillæg efter § 17, stk. 3, hvis pensionisten mente, at udgiften til diætkost ville belaste vedkommendes økonomi væsentligt. Der blev samtidig givet klagevejledning.

Ansøgerne, der var gift og begge modtog folkepension, klagede ikke over afgørelsen af 8. december 1998.

På baggrund af en udtalelse af 31. maj 2000 fra Folketingets Ombudsmand vedrørende en anden sag fra samme kommune, hvor den pågældende pensionist havde klaget over kommunens (generelle) afgørelse af 8. december 1998, meddelte kommunen i brev af 11. august 2000 ansøgerne, at man nu ville genbehandle ansøgningen om personligt tillæg til diætkost efter § 17, stk. 1. Hvis ansøgerne blev fundet berettiget til diætkosttilskud ville det ske med virkning fra 1. januar 1999.

Af udtalelsen af 31. maj 2000 fra Folketingets Ombudsmand fremgik det bl.a., at ombudsmanden ikke mente, at kommunen havde hjemmel til at afskære pensionister, der på grund af deres tillægsprocent økonomisk har mulighed for at få tilskud efter § 17, stk. 1, fra at søge om tilskud til diætkost efter denne bestemmelse. "Herved har kommunen foretaget en generel indskrænkning som fratager borgerne i kommunen en mulighed for at få tillæg som de efter pensionslovens regler har. Dette er ulovligt. "

Det fremgik af sagen, at ansøgernes personlige tillægsprocent var 100. De samlede indtægter var opgjort til 14.367 kr. månedligt inkl. boligydelse og der var dokumenteret udgifter for i alt 7.371 kr. pr. måned. Hertil kom den søgte udgift til merudgifter til diætkost, som var angivet til 356 kr. pr. person pr. måned - i alt 712 kr.

Den oprindelige bevilling af diættilskud forelå ikke, men kommunen havde oplyst, at bevilling af diætkost i andre sager var givet indtil forholdene ændrede sig.

Kommunen traf den 20. oktober 2000 afgørelse, hvorefter ansøgerne ikke var berettigede til personligt tillæg til diætkost med virkning fra 1. januar 1999.

Ansøgerne klagede over denne afgørelse.

Nævnet fandt, at ansøgerne ikke var berettiget til personligt tillæg til merudgifter til diætkost -men først med virkning fra kommunens afgørelse af 20. oktober 2000. Kommunen skulle udbetale diættilskud i overensstemmelse med den hidtidige bevilling fra kommunens standsning af diættilskuddet den 1. januar 1999 til kommunens afgørelse af 20. oktober 2000.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at den hidtidige bevilling ikke havde været tidsbegrænset til udgangen af 1998, men havde været givet indtil forholdene ændrede sig, og at kommunens afgørelse af 8. december 1998 var truffet uden en konkret individuel vurdering af sagen, hvorfor den måtte betragtes som en nullitet, det vil sige ikke havde retsvirkning efter sit indhold.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen blandt andet, at afgørelsen i høj grad havde principiel betydning for, hvilke konsekvenser en tidligere landsdækkende retsvildfarelse vedrørende anvendelsen af reglerne om tildeling af personlige tillæg, skulle have for de afgørelser, som tidligere blev truffet i overensstemmelse med denne retsvildfarelse. Retsvildfarelsen havde bestået i, at man på landsplan gennem en årrække havde anvendt reglerne om personligt tillæg til i et vist omfang at yde automatiske ydelser, herunder medicinkort, uden at foretage en nærmere konkret og individuel vurdering af den enkelte pensionists reelle behov for ydelsen. Vurderingen havde alene gået på pensionistens formueforhold.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af frakendelsestidspunktet for personligt tillæg.