D-4-01

En lønmodtager sygemeldte sig fra den 27. august 1996.

Det fremgik af erklæring af 22. oktober 1996 fra egen læge, at lønmodtageren havde måttet sygemelde sig på grund af psykiske problemer i forbindelse med arbejdet og arbejdsgiveren. Hun ville ikke kunne genoptage arbejdet hos arbejdsgiveren, men ville ikke have behov for at være sygemeldt i relation til andet arbejde. Fagforeningen var involveret med henblik på en løsning.

På foranledning af arbejdsgiveren blev der udarbejdet erklæring af 13. november 1996 fra en speciallæge i psykiatri. Det fremgik heraf bl.a., at lønmodtageren nu havde fået situationen lidt på afstand, men at det blev vurderet som rimeligt at antage, at hun ikke ville kunne vende tilbage til sin tidligere arbejdssituation i sin daværende tilstand, forinden forholdene omkring fremtiden var blevet afklaret.

Kommunen traf den 30. december 1996 afgørelse om, at arbejdsgiveren ikke kunne få refusion for november måned 1996. Afgørelsen var begrundet med, at lønmodtageren ikke ville have behov for at være sygemeldt i relation til andet arbejde.

Dagpengeudvalget traf afgørelse i sagen den 31. oktober 1997. Udvalget fandt, at der ikke var ret til refusion fra den 1. november 1996, med vægt på de lægelige udtalelser i sagen, herunder udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent, hvorefter lønmodtageren var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til arbejdsgiveren, men ikke kunne anses for uarbejdsdygtig i forhold til andet arbejde.

På vegne af arbejdsgiveren anmodede Dansk Handel & Service om genoptagelse af sagen med henvisning til Østre Landsrets dom af 19. april 2000 (SM D-8-00).

Det blev gjort gældende, at den tidligere afgørelse var truffet i strid med dagpenge- vejledningens pkt. 23 og 24. Der henvistes endvidere til tidligere praksis, jf. SM D-5-93, D-9-93 og D-4-94, hvoraf det udledtes, at man går fra en snævrere til en bredere vurdering af uarbejdsdygtigheden efter ca. 3 måneders sygefravær, når der er tale om sygefravær begrundet i andet end arbejdspladsproblemer. Det blev i lyset af Østre Landsrets dom gjort gældende, at det samme må være tilfældet ved sygefravær begrundet i arbejdspladsproblemer.

Med henvisning til dommen anførtes det endvidere, at refusionen under alle omstændigheder ikke burde stoppes, førend virksomheden havde haft lejlighed til at undersøge mulighederne for at løse problemerne. Endelig burde refusionen ikke standses, førend det var klart, at medarbejderen ikke ville vende tilbage til arbejdspladsen, jf. vejledningens pkt. 24 modsætningsvis.

Der henvistes endvidere til, at lønmodtageren på et mæglingsmøde den 11. december 1996 med deltagelse af HK og Dansk Handel & Service fik tilbud om at genoptage arbejdet enten i samme afdeling eller i en anden afdeling eller forretning i den pågældende supermarkedskæde. Da tilbuddet ikke blev modtaget, blev lønmodtageren opsagt efter 120-dages reglen den 27. december 1996 med 1 måneds varsel.

Da det var ubestridt, at lønmodtageren var sygemeldt i forhold til arbejdsgiveren blev det gjort gældende, at arbejdsgiveren havde krav på refusion frem til fratrædelsestidspunktet den 31. januar 1997.