D-25-06

Kvinden var i 1999 udsat for en arbejdsskade, hvorved hun pådrog sig et rygtraume. Hun led af muskelsmerter og lægerne kunne ikke finde andre sygdomstegn. I 2001 tilkendte Arbejdsskadestyrelsen hende en arbejdsskadeerstatning med en løbende ydelse på 8.640,- kr. om måneden.

Samme år blev hun afprøvet ca. 30 timer ugentlig på sin hidtidige arbejdsplads og fik tilbudt en 20 timers stilling. Hun raskmeldte sig og startede arbejde i 20 timer ugentlig.

Hun blev kortvarigt sygemeldt i 2002 og i maj 2003 blev hun sygemeldt på grund af smerter i ryg, venstre arm og hoved. Kommunen indhentede en statusattest, hvoraf det fremgik, at lægen ikke troede, hun led af nogen neurologisk/fysisk sygdom. Samme konklusion fremgik af neurologisk speciallægeerklæring fra august 2003, som anbefalede muskeltræning og i øvrigt kun fandt en venstresidig tennisalbue. Kommunen fandt, at hun var uarbejdsdygtig for en kortere periode og den 1. oktober raskmeldte hun sig.

I maj 2004 anmodede Arbejdsskadestyrelsen om akter i revalideringssagen, og da der ikke fandtes en revalideringssag i kommunen, blev akterne fra sygedagpengesagen sendt.

I august 2004 nedsatte Arbejdsskadestyrelsen hendes erhvervsevnetab, hvilket betød, at hun modtog en engangserstatning, og at den månedlige udbetaling bortfaldt.

I februar 2005 henvendte hun sig i kommunen med henblik på fleksjob.

Hun var sygemeldt fra sit 20 timers arbejde fra den 28. februar til den 13. marts 2005. Med udgangen af marts 2005 skulle hendes arbejdsplads ombygges, og hun blev sagt op. Hun fik afslag fra sin A-kasse på arbejdsløshedsdagpenge, og kassen sygemeldte hende i juni med virkning fra 1. april 2005.

Af generel helbredsattest fra april 2005 fremgik, at siden hun i 2000 var blevet undersøgt havde lidt af myoser i lænderyggen, og i januar 2006 startede hun i virksomhedspraktik i et revalideringsforløb.

Kommunen traf den 26. august 2005 afgørelse om, at bevilge hende dagpenge for 17 timer ugentlig.

Det sociale nævn traf den 6. marts 2006 afgørelse om, at hun ikke havde ret til dagpenge.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at hun ikke var uarbejdsdygtig i forhold til sit hidtidige arbejde, samt at hun under henvisning til udtalelsen fra sin A-kasse ikke opfyldte betingelserne for ret til sygedagpenge fra kommunen efter dagældende dagpengelovs § 4, stk. 1, nr. 2, nu lov om sygedagpenge § 32, stk. 1, nr. 2.

RestaurationsBranchens Forbund, A-kassen, klagede på hendes vegne over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at der havde været en mangelfuld opfølgning og vejledning fra kommunens side på hendes arbejdsskadesag, og at hun derfor havde ret til sygedagpenge fra det tidspunkt, hvor hun pådrog sig arbejdsskaden, og indtil hun måtte genindtræde på arbejdsmarkedet på fuld tid eller få et alternativt forsørgelsesgrundlag på fuld tid. Hun skulle derfor have nedsatte sygedagpenge fra arbejdsskadens indtræden til hendes arbejdsophør og fulde dagpenge fra arbejdsophøret til revalidering iværksattes.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af retten til fulde dagpenge, når arbejdstiden efter en arbejdsskade har været på 20 timer ugentlig samtidig med at lønmodtageren var fuldtidsforsikret i en A-kasse.