D-23-95

Lønmodtageren havde ikke ret til barseldagpenge fra Danmark. Ifølge dagpengelovens § 2, stk. 2, nr. 3, og § 3, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 kan personer, der efter EF-reglerne om social sikring er omfattet af en anden medlemsstats lovgivning om social sikring, ikke opnå dagpenge efter stk. 1, så længe de er omfattet af denne lovgivning. En person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, er efter artikel 13, stk. 2, litra a, (med visse undtagelser) omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskæftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopæl på en anden medlemsstats område. Efter artikel 13, stk. 2, litra f, er en person, som ophører med at være omfattet af en medlemsstats lovgivning, uden at han bliver omfattet af en anden medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med en af reglerne i ovenstående litraer eller med en af de i artikel 14 til 17 omhandlede undtagelser eller særlige regler, omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lovgivning alene. De nævnte regler var også gældende i 1992. Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at lønmodtagerens arbejde foregik i Tyskland. Lønmodtageren var ikke omfattet af artikel 13, stk. 2, litra f, idet denne bestemmelse forudsætter, at personen har ophørt med at udøve beskæftigelse. Den omstændighed at pågældende tidligere - eventuelt med urette havde fået barseldagpenge fra Danmark, kunne ikke medføre en anden afgørelse. Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.