D-23-08

Et jobcenter i A-kommune meddelte kommunens Løn- og Personalekontor, at sygemeldte var sygemeldt grundet eksem, som ikke var foreneligt med vådt arbejde. Eksemen var nu behandlet således, at sygemeldte kunne stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet til ikke eksembelastende arbejde.

Derfor var betingelserne i dagpengelovens § 7 omhandlende uarbejdsdygtighed grundet sygdom ikke længere opfyldt. Der var meddelt sidste sygedag 31. august 2007.

Da der i henhold til forvaltningslovens § 19 skulle ske partshøring, inden der blev truffet en endelig afgørelse, blev Løn- og Personaleafdelingen anmodet om at indsende evt. kommentarer senest 30. august 2007.

Løn- og Personaleafdelingen gjorde i brev af 29. august 2007 indsigelser imod det varslede stop af dagpenge. Afdelingen anførte, at da sygemeldte var ansat til at gøre rent, og ansættelsesstedet ikke kunne tilbyde hende andet arbejde, måtte hun, jfr. dagpengelovens § 7, stk. 1, stadig grundet egen sygdom, være uarbejdsdygtig i det ansættelsesforhold, hun havde hos kommunen, da det medførte, at hun i stort omfang skulle udføre vådt arbejde.

Det kunne yderligere oplyses, at sygemeldte var opsagt pr. 1. september 2007, og dermed ville have sidste ansættelsesdag i kommunen pr. 30. november 2007.

Afdelingen mente derfor, at udbetalingen af dagpengerefusion naturligvis skulle fortsætte i opsigelsesperioden, som var på 3 måneder, hvorefter sygemeldte kunne påtage sig andet arbejde, som ikke skadede hendes eksem yderligere.

Alternativt var kommunen klar til at acceptere, at sygemeldte selv opsagde sin stilling hos kommunen med dags varsel, hvis hun selv kunne finde andet arbejde.

Jobcentret fastholdt beslutningen om ophør af dagpengerefusion og anførte, at reglerne for, hvornår en ansat var forpligtet til at opsige ansættelsesforholdet var reguleret i de fagretlige regler, og derfor ikke var et anliggende for Jobcentret.

Løn- og Personaleafdelingen klagede over afslaget på sygedagpengerefusion.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte Jobcentrets afgørelse.

Nævnet begrundede bl.a. afgørelsen med, at kommunen efter en vis sygeperiode – ca. 3 måneder var berettiget til at vurdere sygemeldtes uarbejdsdygtighed på et bredere grundlag, jf. § 7, stk. 3, i dagpengeloven.

Nævnet lagde vægt på, at sygemeldte ikke kunne siges at være uarbejdsdygtig i ethvert ufaglært arbejde, når blot der ikke var tale om et vådt arbejdsmiljø.

Løn- og Personaleafdelingen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at der var tale om en meget principiel afgørelse på, om det var ansættelsesretten eller sygedagpengeloven, der skulle vægtes højest, når disse regelsæt kolliderede, og en arbejdsgiver mistede retten til dagpengerefusion, fordi man ikke havde mulighed for at anvise andet arbejde, end det medarbejderen oprindeligt var ansat til.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var ret til dagpengerefusion i opsigelsesperioden, jf. dagpengelovens § 7, stk. 3.