D-22-95

Lønmodtageren var sygemeldt i dagene 1. - 4. oktober 1992 og 9. - 11. november 1992.

Lønmodtageren var eksportchauffør og ansat efter overenskomsten mellem Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening og SID. Der var tale om et fast ansættelsesforhold med en garanteret mindsteindtjening i en 4-ugers periode. Når der ikke var ture at køre, skulle chaufføren stå til rådighed for arbejdsgiveren og være parat til at tage af sted med få timers varsel.

Efter overenskomstens § 6, stk. 3, reduceres garantibetalingen ved chaufførens afholdelse af ferie med antallet af afholdte feriedage (max. 5 døgn pr. uge) samt ved sygdom med antallet af sygedage (max. 5 døgn pr. uge). Såfremt chaufføren ønsker afholdelse af frihed, reduceres garantibetalingen med det antal døgn, som er nødvendige for afholdelse af denne frihed, dog max. 5 døgn.

Der var ikke ret til arbejdsløshedsdagpenge for dage uden arbejde, da der var tale om et fast ansættelsesforhold.

Dagpengene blev beregnet på grundlag af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i de sidste 4 uger før sygefraværet. Der blev ikke taget hensyn til, at der havde været dage uden arbejde. Arbejdsgiveren havde ikke i perioden været afskåret fra at indkalde chaufføren til arbejde.

Kommunen henviste til Ankestyrelsens dagældende beregningsvejledning (nu indarbejdet i Ankestyrelsens vejledning af 27. oktober 1994).

Afgørelsen blev anket af SID, som fandt, at arbejdsfri perioder skulle holdes uden for ved beregningen af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid.

Afgørelsen blev truffet af Dagpengeudvalgets opmand.