D-22-05

En 51-årig mand blev sygemeldt på grund af følger efter blodprop i hjernen i 2001. Han led endvidere af depression og angst i sociale sammenhænge.

En datter ringede til kommunen den 3. januar 2005 og oplyste, at sikrede havde glemt, at han var indkaldt til speciallægeundersøgelse den 30. december 2004 kl. 11 og først kom i tanke om det samme dag kl. 14. Oplyste også, at sikrede havde svært ved at huske.

I brev af 11. januar 2005 oplyste sikrede, at ægtefællen siden sygemeldingen havde hjulpet ham med at læse breve og huske tider og datoer for, hvor han skulle hen. Endelig oplyste sikrede, at han sov dårligt, og at han fik meget medicin.

Kommunen traf den 3. januar 2005 afgørelse om bortfald af dagpenge, da sikrede uden rimelig grund udeblev fra en speciallægeundersøgelse den 30. december 2004, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 3.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, men fandt, at dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1 var rette hjemmel for kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at sikrede ikke mødte frem til speciallægeundersøgelsen og at han ved indkaldelsen var orienteret om konsekvenserne af manglende fremmøde.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen blev det anført, at der ikke havde været tale om behandling eller optræning, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, men derimod om indhentelse af oplysninger i forbindelse med opfølgning efter dagpengelovens § 24, stk. 1 til brug for vurdering af, om der var behov for behandling, optræning, revalidering eller andre former for bistand. Kommunen var derfor af den opfattelse, at det var dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 3 som skulle anvendes.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udeblivelse fra en undersøgelse i forbindelse med opfølgning efter dagpengelovens § 24, var omfattet af dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 3.