D-22-03

Der var ikke ret til dagpenge efter den 9. august 2002. Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden ikke opfyldte betingelserne for yderligere forlængelse af dagpengeperioden jf. dagpengelovens § 22, stk. 1. Dagpengene kunne dog fortsætte, indtil kommunen havde meddelt, at dagpengene ville stoppe. Kommunens afgørelse om standsning af dagpenge var dateret den 8. august 2002. Ankestyrelsen lagde således til grund, at afgørelsen blev modtaget den 9. august 2002. Ankestyrelsen påtalte, at kommunens sagsbehandling led af formelle mangler. Disse havde imidlertid ikke haft indflydelse på afgørelsens resultat. Manglerne bevirkede derfor ikke, at afgørelsen om at standse udbetalingen af sygedagpenge var ugyldig. Ankestyrelsen fandt, at standsning af sygedagpenge betød ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Kommunen burde derfor have inddraget retssikkerhedslovens § 7a i behandlingen af en klage over standsning af dagpenge. Ankestyrelsen lagde til grund, at bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 7a var et led i førtidspensionsreformen med det overordnede formål at sikre, at personer med en arbejdsevne, som kunne muliggøre en tilknytning til arbejdsmarkedet, også reelt skulle have mulighed for at bruge deres ressourcer gennem et arbejde. Der skulle derfor sikres en sammenhæng i indsatsen til personer med behov for hjælp, fx ved ophør af sygedagpenge, således at kommunen før ophør af en foranstaltning skulle sikre sig, hvad der videre skulle ske i relation til udnyttelse af arbejdsevnen. Ankestyrelsen fandt, at retssikkerhedslovens § 7a ikke i sig selv gav ret til forlængelse af dagpengene, når betingelserne for forlængelse ikke var opfyldt. Ankestyrelsens afgørelse medførte ikke, at kvinden skulle tilbagebetale de dagpenge, som var modtaget i overensstemmelse med nævnets afgørelse. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.