C-9-02

En 55-årig blind mand søgte om støtte til køb af bil. Han havde flere gange tidligere fået støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag. Ansøger modtog højeste førtidspension, og var ikke længere i arbejde. Han havde en række frivillige hverv ved bl.a. formandsskaber indenfor handicapforbund samt medlemsskaber af handicapbestyrelser med et årligt vederlag på ca. 50.000 kr. Dette medførte møder m.v. i dag- og aftentimer, mest aftentimer. Hustruen skulle være chauffør. Møderne var ofte på fremmede og ukendte steder. Førerhund kunne anvendes i nærområde og kendte steder.

Amtskommunen fandt ikke, at ansøger var berettiget til støtte til køb af bil. Den lagde til grund, at ansøger sidst havde opnået bilstøtte til erhvervsmæssigt brug, fordi funktionsevnen på grund af svær øjenlidelse var varigt nedsat og fordi ansøgers mulighed for at fastholde sit arbejde uden brug af bil var væsentligt vanskeliggjort. Ansøgeren havde siden 1998 modtaget pension og ansøgningen skulle derfor vurderes i forhold til fritidskørsel til formands- og bestyrelsesposter indenfor forskellige handicaporganisationer. Ansøger var i stand til at benytte offentlige transportmidler enten sammen med sin førerhund i kendte områder eller med ledsager i ikke-kendte områder. Amtet skønnede på denne baggrund, at ansøgers evne til at færdes ikke var væsentligt forringet og skønnede ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at opnå støtte til køb af bil jf. bilbekendtgørelsens § 1.

Det sociale nævn tiltrådte amtskommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger modtog førtidspension og at ansøger herudover i 1999 havde modtaget honorarer på ca. kr. 47.000 for frivilligt organisationsarbejde. Nævnet fandt ikke, at deltagelse i sådant arbejde kunne betragtes som erhvervsmæssig beskæftigelse. Det var derfor nævnets opfattelse, at ansøgningen skulle bedømmes på ikke erhvervsmæssigt grundlag, det vil sige efter bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3.

Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøger led af blindhed. Ansøger var ikke ganghandicappet. Ansøger havde førerhund, hvilket gjorde ansøger i stand til i dagligdagen at færdes i nærmiljøet samt at tage med offentlige transportmidler ad kendte ruter. I øvrigt var ansøger afhængig af ledsagelse. Ægtefællen var i stand til at ledsage ansøger. Ægtefællen var deltidsbeskæftiget 3 dage ugentlig og kunne til dels selv planlægge arbejdstiden. Ansøger havde oplyst, at ægtefællen var i behandling for forhøjet blodtryk samt at ægtefællen havde slidgigt i skuldre, ryg og nakke, og urinsyregigt. Der var herved ikke anført forhold, der skulle hindre ægtefællen i at ledsage ansøger i fornødent omfang.

Endelig lagde nævnet til grund, at ansøgers hidtidige bilbevillinger havde været på erhvervsmæssigt grundlag. Ud fra en samlet vurdering af ansøgers mulighed for færden i det daglige i nærmiljøet samt iøvrigt ad kendte ruter, samt beskrivelsen af ansøgers kørselsbehov som varierende fra flere gange ugentligt til et par gange om måneden, fandt nævnet, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil efter bilbekendtgørelsens §§ 1 og 2, stk. 1, nr. 3.

I bemærkninger fra Dansk Blindesamfund var det bl.a. oplyst, at ansøger måtte være berettiget til støtte til køb af bil, da udgangspunktet for bevilling af bil til blinde, efter Dansk Blindesamfunds opfattelse, fortsat var SM O-7-90. Dansk Blindesamfund mente ikke, at der var sket ændringer i ansøgers forhold sammenlignet med tidligere bevillinger. Det var Dansk Blindesamfunds opfattelse, at nævnets afgørelse var udtryk for en klar stramning af praksis og mere restriktiv praksis end hvad der var dækning for i SM O-7-90.

I brev fra det sociale nævn til Ankestyrelsen var bl.a. oplyst, at tidligere bevilling var givet på grundlag af fuldtidsarbejde som telefonist, og at der aktuelt var tale om trivselsgrundlag. Nævnet bemærkede endvidere bl.a., at det var nævnets opfattelse at tillidshverv som formand for lokalforeninger og lignende, hvor man stiller op og vælges til hvervet, ikke kunne sidestilles med et erhverv, men derimod nærmere kunne sammenlignes med et medlemsskab af en kommunalbestyrelse og af diverse udvalg, jf. SM O-65-97.

Dansk Blindesamfund oplyste supplerende til sagen bl.a., at ansøger ved varetagelse af tillidshverv havde en årsindtægt på ca. 50.000 kr., hvilket var en væsentlig supplerende indtægt til førtidspensionen. Dansk Blindesamfund var ikke enig i, at ansøgningen skulle vurderes alene i forhold til reglerne om trivselsbil, idet der var et betydeligt kørselsbehov i forbindelse med tillidshvervene. Der var bl.a. tale om møder i såvel dagtimer som aftentimer, hvilket gav ansøger et særligt befordringsproblem, da et sådant kørselsbehov ikke kunne dækkes gennem den kollektive trafik.

Ansøger oplyste supplerende til sagen, at situationen med at færdes på egen hånd var ændret yderligere af trafiksituationen og påpegede, at trafiktætheden var steget med 75% siden 1972. Kun på meget få ruter i nærområdet kunne ansøger færdes alene med sin førerhund. Ansøger mente, at mange trafikterminaler var moderniseret og ubrugelige for blinde. Ansøger oplyste endvidere, at have fået konstateret en hørenedsættelse på 50% på det ene øre, hvilket havde betydning i trafik.

Det fremgik iøvrigt af sagen at ansøger havde oplyst, at den kollektive trafik om aftenen var dårlig og at busserne kun kørte ca. 1 gang i timen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en nærmere vurdering i forhold til praksis, jf. SM O-7-90, herunder forholdet til SM O-57-98 for så vidt angår frivilligt arbejde.