C-51-03

En læge søgte på vegne af en ansøger om hjælp til dækning af palliativ fysioterapi efter servicelovens § 107. Af lægens oplysninger fremgik, at ansøger havde brystcancer med dissemineret spredning. Hun havde behandlingskrævende lymfødem.

Hun var i terminalfasen af sin sygdom og hospitalsbehandling var efter lægelig vurdering udsigtsløs.

Ansøger var påbegyndt lindrende fysioterapi af lymfødem. Der var ikke umiddelbart andre behandlingstilbud. Ansøger havde tidligere fået lymfødembehandling på et sygehus, men kunne ikke længere klare at transporteres til og fra sygehuset.

Kommunen meddelte afslag på anmodningen, da kommunen brugte servicelovens § 107 til bevilling af sygeplejeartikler. Fysioterapi blev ikke medregnet herunder.

Ansøgers læge klagede på vegne af ansøger over afgørelsen, og vedlagde i den forbindelse en udtalelse fra Socialministeriet, hvoraf bl.a. fremgik, at der efter bestemmelsen kunne ydes hjælp til egenudgiften til bl.a. fysioterapi, hvis denne hjælp kunne antages at ville være blevet givet til den døende under indlæggelse på sygehus. Der kunne kun ydes hjælp til den pågældendes egen andel af udgiften og kun til den del af udgiften, som ikke dækkedes efter anden lovgivning - herunder sygesikringsloven eller af en sygeforsikring.

Kommunen fastholdt sin afgørelse, og uddybede sin begrundelse for afslaget overfor nævnet. Kommunen henviste til, at det ansøgte faldt udenfor de ydelser, der efter praksis blev bevilget af kommunen. Kommunen bevilgede således alene sygeplejeartikler efter servicelovens § 107.

Kommunen henledte samtidig nævnets opmærksomhed på ordlyden af servicelovens § 107, idet bestemmelsen hed "Kommunen kan, såfremt udgiften ikke dækkes på anden vis yde hjælp. . . . . . "

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde til grund, at ansøger var omfattet af personkredsen, der kunne få hjælp efter servicelovens § 104.

Nævnet lagde vægt på de lægelige oplysninger i sagen.

Nævnet pålagde kommunen at yde ansøger hjælp til egenbetalingen af palliativ fysioterapi.

Nævnet lagde herved vægt på, at hjælp til fysioterapi var omfattet af bestemmelsen.

Nævnet lagde yderligere vægt på, at ansøger ville være berettiget til fysioterapibehandling på sygehuset, som hun på grund af sin sygdom ikke kunne benytte sig af.

Kommunen klagede herefter over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at kommunen lovligt kunne afvise en ansøgning på ydelser, der som servicelovens § 107 var formuleret som en "kan bestemmelse" med henvisning til, at der ikke forelå en pligt for kommunen til at lade den pågældende ydelse være en del af kommunens serviceniveau.

De fakultativt formulerede bestemmelser skulle alene ses som en sikring af et hjemmelsgrundlag for kommuner, der måtte ønske at lade ydelser omfattet af disse bestemmelser være en del af kommunens tilbudskatalog, jf. legalitetsprincippet, der fordrede materiel lovhjemmel for ydelser leveret fra forvaltningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune lovligt kunne afvise en ansøgning på ydelser efter servicelovens § 107 under henvisning til, at bestemmelsen var udformet som en "kan" bestemmelse.