C-45-03

Ankestyrelsen fandt, at faderen efter en konkret og individuel vurdering var berettiget til tilskud til kørekort, således at han i forbindelse med samvær kunne varetage sønnens behov for transport, herunder behovet for at medbringe forskellige hjælpemidler, ved kørsel i sønnens hjælpemiddelbil. Ankestyrelsen lagde til grund, at der var fælles forældremyndighed over sønnen, som faderen havde samvær med hver anden weekend, en hverdag om ugen samt i ferier og visse andre tilfælde. Ankestyrelsen henviste herefter til bekendtgørelsens § 10, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der kan ydes tilskud til kørekort til en person, der godkendes som chauffør for en person under 18 år, der opfylder betingelserne for støtte til køb af bil. Ifølge pkt. 100 i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning mv., ydes tilskuddet til kørekort til den person, der varetager den væsentligste del af kørslen for barnet. Der kan ydes tilskud, selvom en anden person i husstanden har kørekort. Det fremgår videre, at der kun kan ydes tilskud til køreundervisning til en person i forbindelse med bevilling af bilstøtte. Opstår der senere ændringer i barnets familiemæssige forhold, der medfører behov for kørekort til en anden af barnets pårørende, kan køreundervisning betales. Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at faderen var flyttet fra moderen, var en sådan ændring i de familiemæssige forhold, at det kunne medføre tilskud til kørekort, da moderen fortsat varetog den væsentligste del af sønnens kørselsbehov. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at det ikke var udelukket, at der i ganske særlige tilfælde kunne være tale om, at en forælder i forbindelse med samvær varetog kørsel i et sådant omfang, at der efter en konkret og individuel vurdering ville kunne ydes tilskud til kørekort til pågældende, selvom den forælder, som barnet boede hos, varetog den væsentligste del af kørslen. Ud fra det oplyste om omfanget af samværet med sønnen og hans behov for kørsel i den forbindelse, fandt Ankestyrelsen, at kørselsbehovet bedst og mest hensigtsmæssigt kunne dækkes ved kørsel i den bil, hvortil sønnen havde fået støtte efter servicelovens § 99. Ankestyrelsen lagde vægt på, at sønnens daglige kørselsbehov varetoges af moderen, som han boede hos, men at der var et væsentligt behov for kørsel i forbindelse med samværet, herunder at der var behov for at kunne medbringe forskellige hjælpemidler. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 6, hvorefter bilen i videst muligt omfang skal anvendes til at dække det totale kørselsbehov for personen, der har modtaget støtte. Ankestyrelsen lagde herudover vægt på kompensationsprincippet, som er et centralt princip i forhold til personer med nedsat funktionsevne, og som medfører, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang kompenseres for følgerne af den nedsatte funktionsevne. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.