C-39-07

Ansøger led af leddegigt, der var særlig udtalt i finger-, hånd-, skulder- og fodled. Hun var 2 gange tidligere bevilliget støtte til køb af bil, i 1994 og i 2000. Der blev ansøgt på ny i 2006.

Amtskommunen gav afslag på ansøgningen. Det blev skønnet, at der ikke forelå en så væsentlig nedsættelse af gangfunktionen, at ansøger ikke skulle kunne færdes uden brug af bil. Der blev lagt vægt på, at hendes gangfunktion varierede fra dag til dag. Ved en gangtest gik hun uden brug af hjælpemidler ca. 450 meter på ca. 13 minutter. Gangtempoet var langsomt, og hun holdt et par pauser undervejs. Der blev endvidere lagt vægt på, at hun evnede at gå på trapper, og at hun var i stand til at cykle små korte ture hen til nærmeste nabo.

Amtet var opmærksom på, at ansøger havde et skånebehov på grund af lidelsen, men fandt, at ansøgers mobilitet ikke var så forringet, at hun var berettiget til støtte til køb af bil.

Nævnet ændrede afgørelsen og vurderede ansøger berettiget til udskiftning af bil. Nævnet fandt, at der fortsat var tale om en varigt nedsat fysisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringede hendes evne til at færdes. Nævnet lagde vægt på statusattest fra ansøgers læge, der udtalte, at ansøgers tilstand kun var lettere forandret i nedadgående retning, idet hun havde fået flere gener fra hendes gigt. Hun havde således færre kræfter i arme og ben. Lægen vurderede, at grundlaget for bilansøgningen var uændret, idet der dog var sket en mindre forværring af hendes tilstand.

Nævnet fandt, at de helbredsmæssige og sociale betingelser for støtte til bil fortsat var opfyldt, idet ansøgers helbredsmæssige forhold var let forværrede i forhold til hendes sidste ansøgning, og hendes kørselsbehov var fortsat så omfattende, at det ikke kunne tilgodeses i et tilstrækkeligt omfang ved andre ordninger end egen bil. Nævnet fandt endvidere, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på den iværksatte gangtest, idet ansøger efter at have gået ca. 450 meter havde betydelige smerter resten af dagen og ofte dagen efter. Nævnet bemærkede, at der ikke var grundlag for at antage, at den oprindelige afgørelse om tilkendelse af bil havde været i strid med loven.

I klagen bemærkede kommunen, at nævnets afgørelse på væsentlige punkter afveg fra praksis og ville betyde en voldsom ændring af afgørelser og antal, der skulle træffes i fremtiden. Kommunen fandt, at en tidligere bevilling ikke alene kunne begrunde fornyet bevilling, specielt ikke når der blev ændret fra erhvervsgrundlag til trivselsgrundlag. Betingelserne skulle til enhver tid være opfyldt, og hendes gangfunktion fandtes ikke at kunne begrunde bilstøtte vurderet på trivselsgrundlag. Den mindre forværring af de helbredsmæssige forhold sås ikke at kunne begrunde fortsat bevilling.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at det ikke fremgik, at ansøger var tilkendt bil på erhvervsmæssigt grundlag 2 gange tidligere. Nævnet havde været opmærksom på, at der i bevillingsskrivelsen fra 2000 var anført, at bilen blev bevilliget, da det var vanskeligt for hende at fastholde sit arbejde uden brug af bil. Det fremgik dog ikke efter hvilken bestemmelse, bilen var bevilliget.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kriterierne for bevilling af bil herunder betydningen af gangdistancen og det forhold, at ansøger tidligere havde fået bevilget bil.