C-3-07

Sagen drejede sig om en ansøger, som på grund af sønnens handicap havde fået bevilget støtte til køb af ny ejerbolig.

Kommunen meddelte afslag på bevilling af engangsbeløb til nedbringelse af restgælden i ansøgers nye bolig, således at den månedlige ydelse blev svarende til tidligere bolig. Begrundelsen var, at der ikke kunne bevilges tilskud til nedbringelse af husets restgæld ved boligskifte fra en ejerbolig til en anden ejerbolig. Tilskuddet skulle bevilges efter servicelovens § 41 (tidligere servicelovens § 28) som en løbende månedlig merudgift på lige fod med boligskifte til en lejebolig.

Ansøger klagede over kommunens afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at hjælpen skulle udbetales som en engangsydelse efter servicelovens § 116, stk. 2, (tidligere servicelovens § 102).

Nævnet hjemviste sagen til kommunen. Nævnet henviste i afgørelsen til ordlyden af servicelovens § 116, stk. 2, sammenholdt med § 2 og 3, i Socialministeriets bekendtgørelse om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning.

Nævnet fandt under henvisning til de nævnte bestemmelser, at ansøger havde ret til et rente- og afdragsfrit lån svarende til forskelsværdien af den offentlige vurdering af ansøgers nuværende og tidligere ejendom, og at der til sikkerhed for lånet, der forfaldt til betaling ved ejerskifte, skulle tinglyses et pantebrev i ansøgers nye bolig.

Nævnet fandt videre, at kommunen skulle tage stilling til, hvorvidt der herudover resterede en forøget boligudgift, hvortil der kunne ydes løbende støtte iht. servicelovens § 116, stk. 2.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var bl.a. anført, at der var tvivl om, hvorvidt hjælpen skulle ydes som en engangssum, der skulle ligestille boligudgifter i den gamle og den nye bolig eller om hjælpen skulle ydes som en løbende månedsvis ydelse, der på samme vis kompenserede for merudgifter, eller om kommunen havde mulighed for at vælge mellem disse støtteformer. Der var videre tvivl om, hvorvidt der kunne ydes hjælp udover det rente- og afdragsfrie lån.

Under sagens behandling indhentede Ankestyrelsen en vejledende udtalelse fra Socialministeriet.

Det fremgik bl.a. heraf, at efter Socialministeriets opfattelse var det ikke ganske klart, om det kunne udledes af regelsættet, at hjælpen ved skift af ejerbolig udelukkende skulle ydes som et engangsbeløb, eller om hjælpen også skulle ydes som en løbende ydelse eller evt. en kombination heraf. Det var imidlertid ministeriets opfattelse, at den hjælp, der blev krævet tilbagebetalt og sikret ved pant, dvs. forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom, skulle udbetales som et engangsbeløb, idet kommunen ikke på ene side kunne forlange pant for forskelsværdien og på den anden side udbetale forskelsværdien successivt. Pligten til at pantsætte ejendommen for forskelsværdien måtte følges af den tilsvarende ret for debitor til at få beløbet udbetalt på én gang. Oversteg hjælpen imidlertid forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom, kunne den del af hjælpen, der oversteg forskelsværdien, ikke forlanges tilbagebetalt og sikret ved pant. I dette tilfælde var der ikke samme problemstilling om forholdet mellem ret og pligt som anført ovenfor. Efter ministeriets opfattelse ville den del af hjælpen, der oversteg forskelsværdien, derfor kunne udbetales som en løbende ydelse. Det beroede dog på en konkret vurdering, om dette ville være en hensigtsmæssig løsning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der ved skift af ejerbolig kunne ydes hjælp efter servicelovens § 116, stk. 2, udover det, der svarede til forskelsværdien af den offentlige vurdering på den nuværende og den tidligere ejendom.