C-21-04

Det fremgik af sagen, at manden på grund af en renovering af hans tidligere lejlighed måtte fraflytte i foråret 2000. Udlejeren tilbød, at han kunne flytte til en anden lejlighed, der havde 2 rum. Manden var ikke interesseret i genhusning og meddelte, at han fraflyttede lejemålet 1. juni 2000. I august måned 2000 søgte han kommunen om en husvildebolig. Han oplyste, at han var enlig og at årsagen til afslaget på genhusning var, at den tilbudte lejlighed ikke havde bad tilknyttet. Som begrundelse for ansøgningen oplystes det bl.a., at ansøgeren ønskede samkvem med en 11-årig søn.

Kommunen meddelte ham afslag på ansøgningen.

Manden gentog ansøgningen om husvildebolig i maj 2003. Han havde da været skrevet op i et boligselskab i 3 år men havde fået at vide, at der var 5-6 års ventetid. Han var træt af at hutle sig igennem, leve på gaden og sove i togvogne.

Det fremgik endvidere, at kommunen havde henvist ham til selv at søge anden bolig via boligselskaberne og på det private boligmarked.

Kommunen fandt ikke, at han var berettiget til midlertidigt husly efter servicelovens § 66, fordi han ikke havde mistet sin bolig akut. I forbindelse med fraflytningen fra tidligere bolig i 2000 takkede han nej til et tilbud om genhusning fra tidligere udlejer og han havde således selv valgt at stå uden bolig.

Manden påklagede afgørelsen til det sociale nævn.

Det sociale nævn gav manden medhold i hans klage over kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at han på tidspunktet for kommunens afgørelse var omfattet af den berettigede personkreds i servicelovens § 66 om anvisning af husly til husvilde.

Nævnet lagde herved vægt på, at han på tidspunktet for kommunens afgørelse af 10. juni 2003 havde mistet sin hidtidige bolig og stod helt uden tag over hovedet, idet han levede på gaden og sov i togvogne, ligesom han ikke på dette tidspunkt havde mulighed for at skaffe sig selv indkvartering.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at han i tiden efter kommunens første afslag på anvisning af husvildebolig ved afgørelse af 2. august 2000 ikke havde vist sig i stand til selv at løse sit boligproblem.

Såfremt han fortsat var husvild pålagde nævnet kommunen at anvise ham husly mod betaling.

Nævnet bemærkede, at kommunen ikke var forpligtet til at tilvejebringe en varig løsning på hans boligproblem.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen til Socialministeriets informationsbrev af 12. maj 2003. I det konkrete tilfælde var der tale om en person, der var blevet tilbudt genhusning af den tidligere udlejer, men som selv valgte at løse sit boligproblem ved at afvise tilbuddet. Efter kommunens opfattelse havde han således ikke mistet sin hidtidige bolig. Kommunen havde derfor levet op til sine forpligtelser efter servicelovens § 66.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt en ansøger, der har været uden bolig i årevis, har ret til midlertidig indkvartering efter servicelovens § 66.