C-18-00

Ankestyrelsen fandt, at der er hjemmel i servicelovens § 28, stk. 1, til at dække merudgifter i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større forbrug af el og varme, som følger af nødvendig boligændring efter servicelovens § 102, stk. 1. Begrundelsen for afgørelsen var, at familien efter servicelovens § 102, stk. 1 havde fået bevilget en boligændring bestående af en om- og tilbygning på 60 kvm. alene på grund af familiens søns handicap, og at familien som følge heraf havde fået løbende højere udgifter i forbindelse med boligen. Ankestyrelsen lagde vægt på Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, punkt 37, hvoraf bl.a. fremgår at § 28 giver hjemmel til at dække de udgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet/den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse. Særligt for så vidt angik den forhøjede lejeværdi lagde Ankestyrelsen vægt på, at der tages pant for værdiforøgelsen som indretningen medfører, hvorfor den ikke modsvares af en formueforøgelse. Ankestyrelsen henviste til, at styrelsen tidligere i SM O-108-94 har tilkendegivet, at i tilfælde hvor en flytning alene er nødvendig af hensyn til det handicappede barn, skal en familie ud fra formålet med bistandslovens §§ 48 og 59 (nu servicelovens §§ 28 og 102) ikke have merudgifter ved et boligskift. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at vejledningens eksempler på merudgifter ikke er udtømmende, og at der herudover efter en konkret vurdering kan ydes hjælp til andre udgifter, når disse må anses for velbegrundede, sandsynliggjorte merudgifter på grund af barnets handicap, jf. pkt. 75. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på retstilstanden efter dagældende bistandslovs § 48, stk. 1, hvorefter merudgifter til højere boligudgifter, som er en nødvendig følge af barnets handicap, herunder merudgifter som skyldes boligskift, forbedringer af boligen eller højere løbende boligudgifter kunne dækkes efter denne bestemmelse. Efter forarbejderne til servicelovens § 28 er der ikke tilsigtet ændringer i ydelserne i forhold til bistandslovens § 48, stk. 1, og 2. Ankestyrelsen var enig med nævnet i at der efter § 102, stk. 1, ikke kan ydes hjælp til boligudgifter af den nævnte karakter, da bestemmelsen vedrører hjælp til boligændring i form af mur-og nagelfaste genstande. Ankestyrelsen var ligeledes enig med nævnet i, at der efter § 102, stk. 2, heller ikke er hjemmel til hjælp til højere boligudgifter af den nævnte karakter, da bestemmelsen alene vedrører boligskift. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse for så vidt angår servicelovens § 102 og ændrede nævnets afgørelse for så vidt angår servicelovens § 28. Samtidig blev sagen tilbagesendt til kommunen som 1. instans med henblik på en vurdering af hjælpens størrelse efter § 28, herunder stillingtagen til, hvad der var nødvendige merudgifter som følge af barnets handicap.