C-16-04

Kommunen havde bevilget en mand et el-køretøj efter § 97, stk. 1. Manden var lammet fra brystet og ned efter.

Manden søgte om hjælp til bevilling af udskiftning af batterier på el-køretøjet (Sporster).

Kommunen gav afslag på udskiftning af batterierne. Kommunen vurderede udskiftningen af batterierne som hørende under borgerens egen udgift til f.eks. drift, rengøring og vedligeholdelse.

Kommunen begrundede afslaget med, at udskiftning af batterierne var en driftsudgift på lige fod med udskiftning af pærer, sikringer m.m. Batterierne kunne købes i almindelig handel i byen og hos de lokale cykelhandlere, som også kunne være behjælpelig med udskiftningen.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at yde manden hjælp til udskiftning af batterierne til el-køretøjet efter servicelovens § 97, stk. 1, jf. § 5, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse om hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Nævnet fandt, at de i sagen omhandlede batterier til el-køretøjet ikke i hjælpemiddelbekendtgørelsens forstand var batterier, som kunne købes i almindelig handel.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at batterierne til el-køretøjet kunne købes hos de lokale cykelhandlere.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse og anførte, at det var selvmodsigende, når nævnet lagde oplysningen om, at batterierne kunne købes hos de lokale cykelhandlere til grund, for derefter at begrunde afgørelsen med, at batterierne ikke kunne købes i almindelig handel.

Kommunen fandt bl.a., at det afgørende kriterium ikke kunne være, om der er tale om den ene eller anden type forretning, men om brugeren uden uoverstigelige vanskeligheder kunne anskaffe batteriet.

Kommunen fandt ligeledes, at såfremt det afgørende kriterium skulle være, om batteriet kunne købes i et supermarked eller ej, ville dette give anledning til vilkårligheder, idet et supermarked ikke er et entydigt begreb. Supplerende blev det oplyst, at de pågældende batterier ikke kun blev fremstillet til brug i el-køretøjer, men også til golfvogne og mindre lifte.

Det var kommunens opfattelse, at sagen havde generel og principiel betydning. Der blev henvist til, at der ikke siden ændringen af hjælpemiddelbekendtgørelsen var nogen afgørelse på området, herunder vedrørende forståelsen af ordlyden i § 5, stk. 3.

Ved telefonisk henvendelse til Ankestyrelsen oplyste manden, at han havde kontaktet de lokale cykelhandlere, der havde oplyst, at de ikke kunne hjælpe ham, da de ikke førte de pågældende batterier.

Kommunen bemærkede som svar på Ankestyrelsens forespørgsel, at batteriet i el-køretøjet var på 12 volt og 55 ampere, hvilket var identisk med et almindeligt startbatteri til en personbil. Det fulgte heraf, at batterierne kunne købes ved alle autoforhandlere samt andre forretninger, der handlede med autotilbehør og reservedele. 2 cykelhandlere havde oplyst, at de havde batterierne som skaffevarer. Det var ikke nødvendigt at udskiftningen blev foretaget af en fagmand. Brugeren kunne selv foretage udskiftningen.

Under sagens behandling anmodede Ankestyrelsen Socialministeriet om ministeriets eventuelle bemærkninger til fortolkningen af den nye bestemmelse i § 5, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 195 af 20. marts 2003, bl.a. henset til bestemmelsens forhistorie.

Af Socialministeriet udtalelse af 8. januar 2004 fremgik bl.a., at baggrunden for, at der blev lavet en udtrykkelig hjemmel til at yde støtte til batterier/akkumulatorer til særlige hjælpemidler ydet efter servicelovens § 97 var, at Den Sociale Ankestyrelse ved SM C-49-00 havde fundet, at hjælpemiddelbekendtgørelses § 5 måtte anses for udtømmende i forhold til hvilke driftsudgifter, der kunne ydes hjælp til.

Ankestyrelsen havde tidligere fundet, jf. SM O-47-95, at der var hjemmel til at yde støtte til batterier/akkumulatorer. Kommuner og amtskommuner havde i perioden fra offentliggørelsen af SM O-47-95 og frem til offentliggørelsen af SM C-49-00 lagt SM O-47-95 til grund og ydet støtte til batterier/akkumulatorer. Det var ministeriets opfattelse, at den praksis, der blev fastlagt i SM O-47-95, blev videreført med Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. af 5. marts 1998, uanset at dette ikke blev udtrykkeligt fastsat i hjælpemiddelbekendtgørelsen. Med udgangspunkt i den afgørelse der ligger til grund for SM C-49-00 henledte Den Sociale Ankestyrelse Socialministeriets opmærksomhed på, at hvis det fremover skulle være muligt at bevilge batterier og akkumulatorer, burde der i ministeriets hjælpemiddelbekendtgørelse indføres en udtrykkelig hjemmel hertil.

Socialministeriet indføjede derfor en hjemmel i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 5, stk. 3, der udtrykkeligt gør det muligt for kommuner og amtskommuner, at bevilge batterier til hjælpemidler ydet efter servicelovens § 97, hvor batterier ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren.

De batterier m.v. der her er tænkt på omfatter således først og fremmest batterier, akkumulatorer eller lignende, som ikke uden videre anskaffes i dagligvareforretninger og hvor selve det at installere batteriet i det pågældende hjælpemiddel kræver en ekspertise eller viden/omhu, som det ikke nødvendigvis kan forventes, at ansøgeren er i besiddelse af.

Heraf følger, at batterier til forskellige formål - alarmer, lygter etc., som købes i almindelige daglig-vareforretninger, kiosker m.v. og som det ikke kræver særlig viden eller omhu at udskifte, falder uden for ydelsesområdet for hjælp.

Sætningen "som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren" er således formuleret som følge af, at batterier i fx nødkaldeanlæg altid har været skiftet af kommunerne. Et batteri i et nødkaldeanlæg kan købes i almindelig handel, jf. ovenfor, men bør eller kan ikke skiftes af ansøgeren. "

På Ankestyrelsens forespørgsel oplyste Hjælpemiddelinstituttet telefonisk, at batterier til el-køretøjer forhandles af bilforhandlere, specielle firmaer og cykelforretninger. Det var en besværlig proces at skifte batterier, bl.a. på grund af, at nogle batterier er placeret på en sådan måde, at de er svære at komme til. Udskiftningen kunne kræve fysisk styrke på grund af nogle batteriers vægt. Udskiftningen af batterierne kunne også kræve motorisk snilde og omtanke. Hvis batteriet blev indsat forkert kunne det belaste kørestolen og driftssikkerheden, idet kørestolen f.eks. kunne gå ud af drift. Endvidere blev oplyst, at udskiftningen af batterier blev foretaget af hjælpemiddeldepoterne for svagere brugere.

Sagen blev behandlet i principielt møde til nærmere afklaring af, hvad der forstås ved udtrykket "som ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren" i § 5, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 195 af 20. marts 2003 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.