C-12-02

Sagen vedrørte et ægtepar, der den 6. april 1997 ansøgte kommunen om økonomisk friplads til deres barn i dagtilbud.

Baggrunden herfor var, at faderen havde købt landbrugsejendom med overtagelse pr. 1. maj 1997.

Den 23. april bevilgede kommunen hel økonomisk friplads, da forældrenes aktuelle indkomster efter disses oplysninger blev ansat til nul.

Da årsopgørelsen for 1997 forelå, beregnede kommunen en faktisk indtægt for forældrene efter § 10, stk. 3 i dagældende betalingsbekendtgørelse og krævede herefter efterregulering af forældrebetalingen for 1997.

Denne afgørelse indbragte LandboCenter Midt på forældrenes vegne for det sociale nævn.

Den 3. maj 2000 hjemviste nævnet sagen til ny afgørelse i kommunen under angivelse af nogle retningslinier for opgørelse af forældreindtægterne i 1997.

Herefter traf kommunen den 15. august 2000 afgørelse om at beregne en faktisk indtægt for forældrene efter dagældende § 10, stk. 3. Kommunen lagde herved især vægt på, at der ved beregningen af en aktuel indtægt for forældrene efter dagældende § 10, stk. 1, indgik fradrag for skattemæssige bygningsafskrivninger med 6%, og efter praksis på daginstitutionsområdet ansås bygningsafskrivninger med mere end 2% for skattetekniske fradrag.

Kommunen nedsatte således fradraget for bygningsafskrivninger med ca. 2/3 af det oprindelige fradrag.

Denne afgørelse klagede LandboCenter Midt igen over på forældrenes vegne.

Det sociale nævn fandt, at nedsættelse af daginstitutionsbetalingen for 1997 skulle ske efter dagældende betalingsbekendtgørelse § 9, beregnet på grundlag af oplysningerne om forældrenes faktiske aktuelle indtægt, jf. samme bekendtgørelses § 10, stk. 1.

Nævnet kunne således ikke godkende, at kommunen ved beregningen af krav om efterbetaling i faderens personlige indkomst havde medregnet et pensionsbidrag på 6.209 kr og godt 90.000 kr., der vedrørte reguleringer af foretagne afskrivninger. Nævnet fandt, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at den faktiske indtægt, forældrene havde til rådighed, var væsentlig større end indtægten opgjort efter § 10, stk. 1, på grundlag af de godkendte skatteoplysninger. Nævnet henviste til, at dette var en betingelse for, at betalingsbekendtgørelsen § 10, stk. 3, kan finde anvendelse, hvortil kom, at kommunen ikke havde henvist til denne bestemmelse.

Nævnet havde været opmærksom på, at nævnet i forbindelse med den tidligere hjemvisning den 3. maj 2000 havde henvist til Den Sociale Ankestyrelses praksis på området, hvorefter bygningsafskrivninger alene godkendes med 2%. Faderens regnskabskonsulent havde imidlertid fremført, at driftsbygninger i landbruget i dag forældes meget hurtigt, og at en afskrivningsprocent på 2 derfor ikke længere kunne dække nedslidningen og behovet for fornyelse.

Nævnet havde fundet at måtte forholde sig hertil og ikke fundet grundlag for ubegrundet at fastholde praksis fra 1986 og 1992. Sammenholdt med, at der var tale om et efterreguleringskrav for en bevilling, der var tildelt på grundlag af oplyst indtægt på 0, fandt nævnet ikke kommunens afgørelse tilstrækkeligt begrundet.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at nævnets afgørelse om ikke at kunne fastholde hidtidig praksis fra 1986 og 1992, hvorefter bygningsafskrivninger alene accepteres med 2%, alene var baseret på LandboCentrets revisors generelle betragtninger om, at driftsbygninger i landbruget i dag forældes meget hurtigt.

Kommunen anførte endvidere, at i 9 ud af 10 sager med solgte driftsejendomme beskattedes genvundne afskrivninger med store summer. Dette skete, fordi ejerne over årene skattemæssigt havde afskrevet mere end driftsbygningerne var forringet med over samme periode. I en uddybning af 19. februar 2001 gjorde kommunen endvidere opmærksom på, at kommunens afgørelse af 15. august 2000 og genvurderingen heraf den 16. september 2000 var sket i henhold til § 10, stk. 3, i Socialministeriets dagældende bekendtgørelse om forældrebetaling for ophold i dagtilbud til børn.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der er grundlag for at ændre den praksis, som Ankestyrelsen har udmeldt med SM O-45-86 og fastholdt ved senere SM'ere, hvorefter fradrag i den aktuelle indtægt i form af bygningsafskrivninger på mere end 2% anses for skattetekniske fradrag.