C-12-01
Resume
Det var ikke udelukket, at der i særlige tilfælde kunne være tale om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til særskilt befordring i taxa eller på anden vis af det ene af to handicappede børn, selv om der var bevilget hjælpemiddelbil til begge børn...
Lovgrundlag
- Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 28, stk. 1
- Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1
Sagsfremstilling
Sagen drejede sig om en familie med et tvillingepar på 9 år. Begge børn led af en alvorlig fremadskridende muskellidelse samt psykisk lidelse. Sygdommen kompliceredes af muskeltræthed, smerter og kramper efter anstrengelse og anden fysisk og kemisk biologisk påvirkning. Børnene måtte ikke blive overanstrengt. De skulle således aflastes så meget som muligt. På den anden side skulle de samtidig deltage i et almindeligt integreret dagligliv såvel hjemme som i skolen. De havde ikke som andre med lignende muskellidelser, en naturlig stopmekanisme, hvilket kunne medføre, at de påførte sig selv smerter, kramper, langvarig muskeltræthed og fare for organødelæggelse.
Det fremgik af sagen, at amtskommunen havde bevilget bilstøtte til drengene efter servicelovens § 99.
Kommunen traf herefter afgørelse om at den hidtidige taxaordning, som familien havde haft, bortfaldt ved levering af den bil, som amtskommunen havde bevilget støtte til.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at bevilling af bilstøtte måtte forudsætte at dække børnenes kørselsbehov, og at udgifter i forbindelse med transport til aktiviteter, hvor børnene ikke kunne følges ad, i øvrigt ikke kunne anses for at være en merudgift ved forsørgelsen.
Nævnet lagde vægt på, at det måtte anses for en sædvanlig del af forsørgelsen, at en familie kan have
ekstra udgifter i forbindelse med at børnene ikke kan følges ad.
I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at merudgifter til taxi var en direkte følge af børnenes nedsatte funktionsevne. Familien var uenig i det synspunkt, at den bevilgede handicapbus dækkede børnenes kørselsbehov. Det var klart, at i en række tilfælde ville de to børns kørselsbehov være sammenfaldende, hvorfor der ikke var noget transportproblem for barn nr. 2. Men i alle de situationer, hvor børnene skulle noget forskelligt, ville det ene barn have et særskilt kørselsbehov, som skulle dækkes på lige fod med, hvad der sker for andre handicappede børn, der ikke er tvilling. Man kunne ikke konkludere, at fordi der var to handicappede børn, så havde de nøjagtig samme transportbehov.
Det var endvidere anført, at det var vigtigt, at børnene blev skilt mest muligt ad i fritiden, i følge rådgivning fra såvel institutioner, fra sygehuset, fra skolen som Pædagogisk, psykologisk rådgivning. PPR havde direkte sagt, at "de er hinandens begrænsning", og at de ville udvikles bedst ved at have hver sine venner og hver sine aktiviteter. At skille dem ad i deres fritid m.m. indgik således direkte i et behandlingssigte og tjente desuden et væsentligt forebyggende formål. Det var således af ren nødvendighed, at familien måtte dele børnene og sende det ene barn med taxa, medens det andet barn anvendte handicapbussen i anden forbindelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om eventuel merudgiftsydelse til særskilt transport af det ene af to handicappede børn, når der er bevilget hjælpemiddelbil efter servicelovens § 99 til begge børn.
Afgørelse
Nøgleord
Relaterede afgørelser
Original principafgørelse:
Ankestyrelsens principafgørelse C-12-01 på retsinformation.dk →