C-41-04

Ankestyrelsen fandt, at kommunen var forpligtet til at ændre den tidligere af kommunen trufne afgørelse, hvorefter merudgifterne i forbindelse med flytningen til den handicapvenlige bolig var blevet bevilget efter servicelovens § 102, stk. 2. Sagen blev samtidig sendt tilbage til kommunen til fornyet behandling og undersøgelse af, om og i givet fald, hvilken hjælp sønnen ville kunne få bevilget efter hans 18. år. Det betød, at forældrene fortsat kunne modtage hjælp til betaling af den forhøjede udgift til husleje efter flytningen til den handicapvenlige bolig, men at hjælpen fremover blev bevilget efter servicelovens § 28 indtil det fyldte 18. år. Det blev bemærket, at merudgiftsydelsen fortsat blev udbetalt med det samme beløb. Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen havde truffet afgørelse efter en forkert hjemmel, hvorfor udgangspunktet var, at kommunens oprindelige afgørelse fra 2000 skulle annulleres. Kommunen bevilgede forældrene hjælp til dækning af huslejeforhøjelse efter flytningen fra den tidligere bolig til den nuværende bolig efter servicelovens § 102, stk. 2, da familien flyttede til en handicapvenlig bolig, som følge af at den tidligere bolig ikke var egnet som beboelse for sønnen som sad i kørestol. Det fremgår af servicelovens § 102, stk. 2, at kommunen kan yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov. Det fremgår af praksis udmeldt i Social Meddelelse SM C-6-02, at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelse af en ejerbolig. Det fremgår af servicelovens § 28, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter servicelovens § 28 er hjemmel til at yde hjælp til nødvendige merudgifter, herunder forhøjede boligudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig. Ankestyrelsen henviste til principperne i Sociale Meddelelse SM C 6-02 hvoraf det fremgik, at en ansøger var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen efter servicelovens § 84, der omhandlede merudgifter til voksne. Det bemærkes, at bestemmelsen i § 28 om hjælp til merudgifter til børn var mere omfattende end bestemmelsen i § 84 om merudgifter til voksne. Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen var forpligtet til at genoptage sagen af egen drift og ændre kommunens tidligere afgørelse, hvorefter hjælp til dækning af merudgifter til forhøjede boligudgifter var blevet bevilget efter servicelovens § 102, stk. 2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen var i en retsvildfarelse, da kommunen traf tidligere afgørelse og at dette gjaldt selvom praksis om, efter hvilken bestemmelse der kunne bevilges hjælp til forhøjede huslejeudgifter som merudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig, først blev udmeldt ved SM C-6-02. Ankestyrelsen fandt ikke at det var af betydning, at der blev henvist til principperne i SM C-02, selvom den omtalte Sociale Meddelelse først blev offentliggjort den 3. januar 2002. I den forvaltningsretlige litteratur fremgår det, at det kun er i sjældne situationer, at en manglende hjemmel ikke vil føre til ugyldighed. En sådan situation foreligger når den påberåbte hjemmel for en afgørelse viser sig ikke at holde stik, mens det samtidig oplyses, at afgørelsen kunne have været truffet i henhold til en anden bestemmelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder, der bevirkede, at forældrene forsat kunne støtte ret på kommunes afgørelse, hvorefter merudgifterne blev bevilget efter servicelovens § 102. Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom forældrene havde haft en forventning om, at forældrene så længe de boede i boligen ville være berettiget til at modtage hjælp til dækning af merudgiften som følge af huslejeforhøjelsen, så fandt Ankestyrelsen ikke at der var tilstrækkeligt tungtvejende hensyn til at opretholde kommunens oprindelige afgørelse, hvorefter hjælpen til dækning af merudgifterne blev bevilget efter servicelovens § 102, stk. 2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgiftsydelsen til dækningen af huslejeforhøjelse efter servicelovens § 28 ville løbe til sønnen fyldte 18. år, og at sønnen efter det 18. år selv ville få mulighed for at få hjælp fra kommunen som følge af hans handicap. Herudover lagde Ankestyrelsen vægt på, at forældrene havde mulighed for at indrette sig efter kommunens seneste afgørelse i 2003. Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at kommunens afgørelser ikke var tilstrækkeligt begrundede i forhold til forvaltningslovens § § 22-24. Herudover fandt Ankestyrelsen det kritisabelt, at kommunen ikke havde journalpåtegning efter offentlighedslovens § 6 om notatpligt om samtalen med forældrene, hvor kommunen havde oplyst at hjælpen fremover blev bevilget som merudgift efter servicelovens § 28. Ankestyrelsen fandt det endvidere kritisabelt, at nævnet ikke havde påtalt ovennævnte forhold over for kommunen.