B-4-06

Sagen drejede sig om et forældrepar, der rejste til New Zealand, den ene forælder var blevet udstationeret i 6 måneder af sin arbejdsplads. Moderen tog orlov.

Det var før afrejsen bestemt, at opholdet i udlandet skulle vare ca. 6 måneder og 1 uge (perioden 29. oktober 2005 til 7. maj 2006). Det var hele tiden meningen, at familien skulle vende tilbage til Danmark. Huset i Danmark var derfor beholdt, og der blev fortsat betalt dansk skat. Der var før afrejsen endvidere indgået aftale med skolen om, at de 2 ældste børn skulle genindskrives i skolen umiddelbart efter hjemkomsten, hvilket også skete.

Kommunen traf den 7. marts 2006 afgørelse om, at moderen ikke var berettiget til at modtage børnefamilieydelse under ophold i udlandet, idet opholdet ikke kunne betragtes som ferieophold, da ægtefællen var udstationeret i opholdslandet.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse til, at moderen var berettiget til at modtage børnefamilieydelse under opholdet i udlandet.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at moderen måtte anses for at have bevaret ophold i Danmark under det midlertidige ophold i New Zealand af ca. 6 måneder og 1 uges varighed.

Nævnet var enig med kommunen i, at opholdet i New Zealand samlet set ikke havde karakter af ferie eller lignende, idet ægtefællen var udstationeret af sin arbejdsplads.

Nævnet fandt dog, at idet varigheden af (arbejds)opholdet i New Zealand kun havde strakt sig over ca. 6 måneder og 1 uge, var opholdet efter en samlet vurdering af en varighed og karakter, at retten til børnefamilieydelse måtte opretholdes.

Ved denne vurdering lagde nævnet vægt på det oplyste om, at opholdets art og varighed havde været kendt fra begyndelsen, at børnene havde været i New Zealand sammen med forældrene, og at moderen fortsat havde haft udgifter til deres forsørgelse, at det hele tiden havde været meningen, at familien skulle vende tilbage til Danmark, og at de 2 ældste børn efter forudgående aftale blev genindskrevet i skolen umiddelbart efter hjemkomsten til Danmark.

Nævnet tog samtidigt i betragtning, at der i forbindelse med en arbejdsmæssig udstationering i New Zealand, hvor hele familien var med, rimeligvis måtte skulle afsættes tid til rejse, flytning af eventuelt bohave, ud- og nedpakning.

I klagen fra kommunen blev det anført, at fast bopæl i Danmark kun kunne anses for bevaret for personer, der havde ophold i udlandet i højst 6 måneder, jf. vejledningens punkt 12. Kommunen henviste samtidigt til, at opholdet ikke var et ferieophold, idet ægtefællen var udstationeret. Der blev henvist til Social Meddelelse B-11-97.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af, hvad der skulle forstås ved korterevarende ophold i udlandet.